Læbestift på bagsmækken
VOR NATIONALBANKDIREKTØR var præmieoverrækker og viste sig som en gemytlig tidligere håndværker, der har arbejdet sig op til sin nuværende høje stilling oven på rigets pengekasse. Vi kan fuldt ud tilslutte os hans gode ord til de unge om, at umage betaler sig, og at et godt håndværk er en god ballast, der kan bruges videre i livet. Samt at Danmark har brug for de unges indsats for en fremtid med opretholdelse af den velfærd, vi er så kendt for i den vide verden. Det er op til virksomhederne at fremelske og fastholde denne entusiasme hos de unge for deres fag og ikke mindst finde økonomisk luft til at tage de generationer lærlinge ind, vi bliver så afhængige af i fremtiden.
AT DER KAN VÆRE store oplevelser i vente for dygtige mekanikere vidner den fortælling, vi bringer denne uge, om det første danske Top Fuel dragracing team i USA. Her er vi ude i marginalerne, hvor motorer bliver adskilt og totalrenoveret på en time. Og også her viste den danske snarrådighed sig, da man i nattetimerne måtte skære en racer midt over og sætte den sammen igen for at imødegå sikkerhedskrav. På The Strip den legendariske bane "over there" gør det en forskel at gøre sig umage. Og her kan mekanikerfaget igen se sig forenet med masser af power og højrød læbestift. Så bare gi den gas derude.