Europas bilsalg steg syv procent i maj
Det er primært Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien, der er gået frem, mens Grækenland, Spanien, Storbritannien og Italien er gået tilbage.
Der blev solgt 1.230.453 nye biler i maj, og de første fem måneder 6.038.928 enheder.
De to mest solgte mærker i maj blev igen VW og Ford, men de gik begge tilbage, mens Opel-Vauxhall gik frem. Peugeot, Renault, Citroën og Fiat havde tilbagegang, mens Audi, BMW og Mercedes havde fin fremgang.
Den mest solgte bilmodel er fortsat VW Golf i årets første fem måneder, foran Ford Fiesta, men begge gik tilbage. Den nye VW Passat tegnede sig for den største fremgang i år med 30,6 procent.
Tager man Vesteuropa alene, steg salget med otte procent, og de nye EU-lande tegnede sig for plus fire procent. Rusland fik plus 48 procent og for hele året plus 60 procent.
USA tilbage
I USA gik salget tilbage for første gang i ti måneder med fire procent på grund af de stigende oliepriser, mener analysebureauerne. For hele året har USA oplevet en stigning på 14 procent til 5,3 millioner enheder.
Kina fik i maj kun et plus på tre procent til 883.000 enheder. I Indien gik salget frem med otte procent, den mindste stigning i en måned i to år, mens der for årets første fem måneder blev solgt 18 procent flere nye biler. I Brasilien blev det til plus 22 procent i maj, og for hele året, plus syv procent.