Store gevinster ved lovkrav om vinterdæk
Den megen sne har åbnet debatten om et lovkrav om vinterdæk herhjemme. Vinterdæk kan reducere antallet af sammenstød og køer på vejene, især lige når sneen falder, vurderer Continental.
Nu får de støtte af Venstres Flemming Damgaard Larsen, der er formand for Folketingets Trafikudvalg.
- Jeg vil gerne komme med en meget kraftig opfordring til bilisterne om at bruge vinterdæk. Det er det eneste ansvarlige at gøre som bilist i vinterhalvåret. I øjeblikket ser vi på ny, at biler uden vinterdæk ofte skaber lange kører på vejene rundt om i Danmark. Samtidig har vi overhyppighed af sammenstød mellem person- og varebiler, som typisk kører på sommerdæk, der ikke kan bremse ordentligt. Med vinterdæk på bilerne kan vi reducere disse tab, siger Flemming Damgaard Larsen.
Ønsket om at flere bruger vinterdæk får opbakning fra direktør hos Continental Dæk Danmark A/Sdækekspert, Georg Nielsen.
- Bremsetests dokumenterer, at biler med vinterdæk bremser klart bedre på veje med sne og frost end biler med sommerdæk. Teknologien bag vinterdæk udvikles hele tiden, og dækkene bliver bedre til at bremse - også på vådt og tørt underlag, så man er dækket ind, når og hvis det pludselig sneer voldsomt, siger han.
Sverige og Tyskland har indført et krav om vinterdæk gennem hele vinteren. Da Danmark ligger mellem de to lande, vurderer Applus Bilsyn, der årligt syner 500.000 biler, kontrollerer to millioner dæk og derved løbende oplever, hvilke biler, der er bedst rustede til vinteren, at Danmark bør følge efter og indføre samme lovkrav om vinterdæk.
- Fornuften burde allerede nu fortælle bilisterne, at de skal have vinterdæk på, når vi oplever snefald og minusgrader, som det vi har set de seneste uger. Antallet af assistancer hos de store autohjælpsudbydere viser dog med al tydelighed, at det ikke er tilfældet. Mange bilister bliver overrasket over, hvor glat det bliver, når sneen begynder at falde, siger Arne Willerslev-Legrand, adm. direktør for Applus Bilsyn.