D.A.F. opgraderer nyt konsulentkoncept
Stor interesse for den nye D.A.F. Konsulenttjeneste afføder nu en markant opgradering på personalesiden. En af Danmarks mest anerkendte eftermarkedskonsulenter, Henning Rostkjær, tiltræder per 1. juli.
Forud for konsulenttjenestens opstart afsøgte han behovet for en konsulentlignende funktion. Interviews and spørgeskemaundersøgelser viste et klart billede af en differentieret branche.
- Der er som udgangspunkt altid plads til forbedringer, men en stor gruppe dygtige forhandlere og værksteder har arbejdet målrettet over flere år med at forbedre deres processer, og de er virkelig oppe på mærkerne. Og så er der en anden meget stor gruppe, som trods det, at de i dag driver en fornuftig forretning har et betydeligt forbedringspotentiale på en række områder. Det er dem, vi i første omgang skal hjælpe. Og ofte kan et par erfarne øjne udefra gøre en stor forskel og være katalysatoren, der sætter gang i forandringerne til det bedre, uddyber Claus Nyboe.
Hans konsulenter skal hjælpe virksomhederne med virksomhedsinterne emner med vægt på procesoptimering på værkstedet og et øget fokus på kundetilfredshed og -loyalitet.
Konsulenttjenesten har kørt siden midten af maj måned med konsulent Troels Meyer på landevejen. Fra 1. juli parres hans ekspertise inden for CRM-systemer og kundeloyalitet med Henning Rostkjærs mangeårige erfaring fra autobranchen og som formidler.
Anerkendt eftermarkedskonsulent
Med mange år i Automobilteknisk Institut og Teknologisk Institut samt med den seneste tid som eftermarkedschef i et af Danmarks største bilhuse kommer Henning Rostkjær med en unik viden om effektive processer og lagerstyring i bilvirksomheder. Han bliver af mange kaldt en af Danmarks mest anerkendte eftermarkedskonsulenter, oplyser D.A.F.
Sammen med Troels Meyer ude i felten og Claus Nyboe bag kulissen skal han forsøge at ruste de danske bilforhandlere endnu bedre til fremtiden. Og den udfordring ser han meget frem til.
- Jeg er utrolig glad for at få muligheden for at bruge min erfaring til fordel for hele branchen. Konsulenttjenesten er et meget spændende projekt, hvis mål er at gøre en forskel for rigtig mange bilforhandlere og værksteder. Det tiltaler mig meget, siger Henning Rostkjær.
D.A.F.'s konsulenttjeneste tilbyder deres konsulenter for 6000 kroner per dag plus moms. For medlemmer af D.A.F.'s autoriserede værkstedskoncept D.A.F. Plus er det første konsulentbesøg gratis.