Medlemsmøde om demobiler og fremtiden
D.A.F. holder møde i Odense onsdag den 29. juni.
- Skat har rettet fokus på salget af demobiler. Vi oplever på nuværende tidspunkt frustrerede bilforhandlere, der ikke mener, at de har gjort noget galt. Men samtidig er de på grund af de uklare regler på området i tvivl om, hvordan de står. Medieopmærksomheden gør bestemt ikke problemet mindre, siger advokat Torben Bagge fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, der dagligt arbejder med demobil-sager for bilforhandlere.
På D.A.F.s medlemsmøde den 29. juni i Odense vil han i samarbejde med foreningens juridiske afdeling opdatere organisationens medlemskreds med det seneste om demobil-problematikken.
- Når Skat kaster sig over et skatte- eller afgiftsområde, oplever vi ofte som rådgivere, at der sker en stramning i Skats fortolkning af reglerne. Billedligt talt kan man sige, at skatte- og afgiftslovgivningen fortolkningsmæssigt flytter sig som tidevandet, fortsætter advokat Torben Bagge.
Netop hvordan Skats fortolkning af demobiler ser ud oven på kontrolaktionerne i maj, vil han give sin vurdering af på medlemsmødet i Odense. Det afholdes på et nøgletidspunkt, da D.A.F. efter møder med både Skat og skatteministeren er i gang med at udvikle en vejledende tjekliste med resten af branchen om salg af demobiler. Det er meningen, at tjeklisten skal godkendes af både Skat og branchen, og på den måde være en vejledning for forhandlere til, hvordan man undgår at komme i Skats klemme.
Bilforhandleren 2020
På medlemsmødet vil D.A.F. desuden præsentere den nye analyserapport "Bilforhandleren 2020", som blev lanceret til foreningens 75 års jubilæum i Vejle i slutningen af maj. Denne gang vil der være en dybdegående debat om branchens største udfordringer frem mod 2020, og der lægges op til en diskussion af konkrete forslag til, hvordan den enkelte forhandler kan ruste sig bedst muligt til fremtiden.
Rapporten vil blive præsenteret af dens ophavsmand Torben Bundgaard Vad, som er partner i analysevirksomheden Damvad. Dernæst vil D.A.F.s direktør Jens Brendstrup styre slagets gang.
Medlemsmødet finder sted den 29. juni 2011 kl. 16-18 på Syddansk Erhvervsskole Odense, Petersmindevej 1F i Odense, og kræver medlemskab og forudgående tilmelding.