Gearer op med Gulf smøremidler
DCC Energi har overtaget aktiviteterne i Nordic Lube A/S og er dermed blevet Gulf Oil Internationals officielle forhandler af Gulf smøremidler i Danmark.
- Vi har opkøbt aktiviteterne i Nordic Lube A/S, fordi vi gerne vil tilbyde vores kunder et endnu bredere sortiment af smøremidler og samtidig have muligheden for at levere smøremidler til tanke. Næsten alle kan huske det karakteristiske logo og kender Gulf kvaliteten, og den vil vi meget gerne være med til at føre videre, forklarer adm. direktør hos DCC Energi, Christian Heise.
Stærkere brand
Overtagelsen er et led i DCC Energis strategi om stille og roligt at opbygge forretningen.
- Vi har på kort tid formået at opbygge et stærkt brand og er Danmarks største forhandler af Shell diesel og fyringsolie, og denne overtagelse kan anskues som det første initiativ i en række væksttiltag, siger Christian Heise.
Flere fordele
For tidligere Nordic Lube A/S kunder og eksisterende DCC Energi kunder er der fordele at hente ved overtagelsen, blandt andet et øget udvalg.
- Vi kan nu desuden tilbyde services, der ikke tidligere var muligt. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi vi allerede har en stærk organisation med masser af erfaring, siger Christian Heise.