Black chili og magiske blokke
Continental satte sig et mål om at forbedre næste generation sommerdæk med 20 procent i kraft af kemi og nye materialer, der ændrer karakter på vejbanen ved forskellige kHz-svingninger.
Magien ligger ikke mindst i den kendsgerning, at dækkets materialer ændrer sig kemisk alt efter, om dækket kører roligt ligeud for at give minimalt brændstofforbrug, eller om det skal suge sig til asfalten ved en opbremsning, der på brøkdele af et sekund sætter dækkets slidbane og blokke i høje svingninger.
En dækrevolution
"Mere end revolution end en evolution" var derfor overskriften, da Continental havde inviteret 150 motorjournalister fra hele verden til det sydlige Portugal på motorsportsbanen Autodromo Internation Algarve. Her fandt vi et overbevisende teknisk test-setup, med en logistik i bedste tyske "ordnung muss sein"-kategori.
Og vi blev overbeviste. Dækkene holder tilsyneladende, hvad de lover, kunne vi se: Hver enkelt journalist blev udstyret med et bånd med en microchip, der ved hver indstigning i en ny bil skulle kobles til teknikken i de helt ens testbiler med forskellige dæk. Så kunne vi bagefter på store computerskærmes grafer se grønt på rødt på gult, hvordan de nye dæk performer op mod de gamle under helt identiske køreforhold hvor vores kørsel blev overvåget og dirigeret direkte under kørslen af test-teknikken.
Fik kemien at mærke
Men inden kørslen afviklede Continental et pressemøde, hvor blandt andet den store verdensproducents kemiske chef Markus Fischer forklarede via powerpoints, hvorfor Conti havde brug for at udvikle en helt ny produktlinje, frem for at bygge videre på den eksisterende i samarbejde med de mange bilproducenter, som Conti er storleverandør til: Kun sådan kunne Continental imødekomme krav om lavere rullemodstand, uden at gå på kompromis med sikkerheden, for at bilerne kan køre længere på literen.
- For 10 år siden blandede man mere eller mindre blot materialerne mekanisk. Nu handler dækudvikling om kemi i nanoskala. Det har været en meget udfordrende opgave at udvikle disse dæk. Derfor har vi gjort meget ud af at lade jer selv mærke og se forskellen under testkørslen i morgen, sagde Markus Fischer. Han viste derefter, hvordan molekyler og polymer-kæder kan ændre karakter fra at være korte ved 40 kHz på lige vej og til lange ved 2800 kHz ved opbremsning. Denne kemiske teknologi kalder Continental for Black Chili, der også giver mulighed for, at blokkene, i især dækmønsterets vigtige skuldre i Grip Zone, kan låse og skabe maksimal bremsekraft Magic Blocs.
Dækket er skabt gennem såkaldt modular zone-teknologi i de fire zoner Grip Zone, Load Zone, Flexing Zone og Rigid Zone.
I Load Zone viste et varmefoto, hvordan de nye dæk skaber en mere homogen presfordeling end tidligere ved bremsning. Flexing Zone har forbedrede sidevægge med mere lateral stivhed i kraft af ny såkaldt Carbon Black teknologi, der også gør dækket lettere end hidtil.
Øget teamwork
Tidligere tog 20 procent fremskridt 10 års udviklingsarbejde. Med blandt andet kemien har Conti klaret det på to et halvt, hvilket har medført flere nye patenter, der også omfatter en ny vulkaniseringsmetode. Forbedringerne skyldes også en ændret organisering med øget teamwork på tværs af afdelingerne hos dækproducenten i hovedkvarteret i Hannover, der udvikler dæklinjer til såvel Europa, Asien og USA. Over 30 procent nye biler i Europa forlader fabrikkerne med Continental dæk.
Men udviklingen stopper ikke her. Der kan stadig opnås fremskridt, fik vi at vide.
Både ContiEcoContact 5 og ContiSportContact 5 er udviklet og mærket op til 300 km/t. Alle størrelser vil være på markedet i løbet af året.