23948sdkhjf

Bilsælgere bliver godt klædt på

Danmarks Automobilforhandler Forening og Business College Syd i Mommark har udviklet et uddannelssforløb, der skal give bilsælgere nye kompetencer inden for salg, markedsføring, økonomi og finansiering.
Tom Pedersen, direktør hos AT Biler, har sikret sig to pladser på det første hold på D.A.F.’s uddannelsesforløb for bilsælgere, der starter lige efter sommerferien. Tom Pedersen, der selv er en del af styregruppen og frontkæmperne for at få dette uddannelsestilbud ud i branchen, vil nu benytte sig af de muligheder der åbner sig for rekruttering bredt i erhvervslivet.

Han har allerede tilmeldt to af hans sælgere fra henholdsvis afdelingerne i Vejle og Fredericia. Som Tom Pedersen pointerer;

- Selvom FDM og Autoindex påpeger, at netop Toyota igen får topkarakterer af kunderne, må vi som moderne bilhus kontinuerligt uddanne eksisterende og nye medarbejdere, og med denne mulighed kan vi i højere grad selv skabe vores kommende sælgere.

Uddannelsesforløbet er udviklet i samarbejde med en række fremtrædende medarbejdere og bilforhandlere, samt Danmarks Automobilforhandler Forening og Business College Syd i Mommark. Det skal give de nye talenter grundlæggende kompetencer inden for salg, markedsføring, økonomi og Finans/leasing alt sammen med udgangspunkt i deltagerens egen forretning og med undervisningsemner og værktøjer, der kan anvendes straks i hverdagen.

Branchegodkendt uddannelsestilbud

Indhold, form og struktur på uddannelsesforløbet er blevet anerkendt bredt i branchen og alle adspurgte, er enige om, at det er en kærkommen mulighed for at klæde medarbejdere på med grundlæggende færdigheder og kompetencer inden for professionen bilsælger.

Deltagerne vil ved afslutning få udstedt eksamensbevis fra både skolen, men ligeledes også fra D.A.F.

Hele forløbet strækker sig over 12 måneder, og Tom Pedersen, glæder sig til at følge disse to medarbejder, han har "investeret i" og ikke mindst se dem udvikle sig sammen med deres opgaver i forretningen.

- Vi har i salgsafdelingen afsat tid og ressourcer til at både Carsten Pedersen og Martin Berg kan få den fornødne sparring og hjælp til nogle af de hjemmeopgaver, der kommer i løbet af året, siger Tom Pedersen og tilføjer:

- Det er min overbevisning, at den nye viden, der bringes med hjem fra skolebænken, hurtigt kan omsættes til praktisk arbejde og dermed blive et aktiv for virksomheden. Det er således en god investering og på grund af refusionsmulighederne, til en overkommelig pris, siger han.

Carsten Pedersen og Martin Berg er ansat i en fuldtids trainee-stilling samtidig med, at uddannelsesforløbet pågår. Når forløbet er veloverstået, er det planen, at de to talenter skal indgå i salgsteamet som "selvkørende" bilsælgere.

Stor interesse

Johnny Nedergaard fra Business College Syd, melder om stor interesse omkring uddannelsesforløbet og forventer inden længe at kunne tegne det første hold.

- Selvom det nye uddannelsestilbud lige skal rodfæstes i branchen, tvivler jeg ikke på det behov, der længe har været for at give nye bilsælgere grundlæggende formelle kompetencer, siger han og understreger, at uddannelsesforløbet er for alle i branchen – lige fra salg af motorcykler, til erhvervsbiler og autocampere.

Udover AT Biler A/S er Als Motor A/S blandt nogle af de mange bilforretninger, der har meldt sig under fanen. Netop fra Als Motor påpeger direktør Hans Jørgen Jørgensen, at dette forløb kan give gode muligheder for at rekruttere bredt fra andre brancher eller internt i huset og ser uddannelsestilbuddet som et fundament for de kommende bilsælgere. Hans Jørgen Jørgensen har i disse dage ligeledes haft fornøjelsen af en bil-økonom-studerende.

- Jeg kunne vel forestille mig, at det nye D.A.F.-uddannelsesforløb for nogle kunne blive et springbræt til den videregående uddannelse til biløkonom. Dermed kan bilforhandlerne tilbyde en klar karrierevej med tilhørende og af branchen godkendte, uddannelsesmuligheder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08