Personlig hjælp på benzinstationer
Efter mere end 30 års fravær tilbyder Shell nu igen hjælp til optankning, rudevask og olietjek. 18 servicestationer tester lige nu bilisters interesse for personlig service som i gamle dage.
Tilbuddet om gammeldags service er døbt Shell Tank Service. Og tager danske bilister vel imod den personlige service, vil flere af Shells godt 200 bemandede servicestationer i Danmark indføre hjælp til basal bilpleje og tankning på tankstationernes forplads.
- Med Tank Service går vi mod strømmen i et marked, hvor der kommer stadig flere ubemandede tankstationer til. Konkurrencen blandt brændstofselskaberne er intens, og kunderne har ikke altid let ved at skelne et selskab fra et andet. Vi ønsker at skille os ud ved at give kunderne en gennemført god oplevelse, når de besøger vores stationer, siger Mads Hummelmose, direktør for Shells servicestationer i Danmark.
De 18 servicestationer, der deltager i forsøget, tilbyder Tank Service alle hverdage i dagtimerne. I alt tilbyder Shell 37 timers personlig service på forpladsen om ugen. Men da der er tale om et forsøg, kan tidsrummet variere fra station til station - afhængigt af kundernes behov og tilbagemeldinger.
Tilbud om service
Shell Tank Service er et tilbud til bilister, som altså fortsat kan vælge selv at klare optankning med mere. Også betalingen for den ekstra service er frivillig. Bilister, som takker ja til hjælpen får udleveret en kupon. Efter eget valg kan de aflevere kuponen ved kassen, når de betaler i butikken. Der bliver så lagt 10 kroner til regningen.
- Erfaringer fra Tyskland, hvor man har haft service på forpladsen i syv år, viser, at 95 procent vælger at betale for den ekstra service. Om danskerne er villige til at betale lidt for personlige service, finder vi nu ud af. Men vi tror på, at mange har et behov for en anderledes serviceoplevelse på tankstationen, som ikke bliver opfyldt nogen steder i dag, siger Mads Hummelmose.
En oversigt over de 18 Shell servicestationerne som tilbyder Shell TankService kan findes på:
http://www.shell.dk/home/content/dnk/pro...