Demobiler uden fuld erstatning
Bilen betragtes som hovedregel forsikringsmæssigt som en brugt bil, påpeger Forsikringsoplysningen.
Årsagen er, at forsikringen som hovedregel betragter en demobil som en brugt bil og ikke en fabriksny bil, blandt andet fordi den typisk har været indregistreret til bilforhandleren først.
- Når man ikke er den første registrerede ejer af bilen, kan det betyde, at man ikke får nyværdierstatningen, men i stedet en mindre erstatning svarende til brugtprisen på den skaderamte bil, forklarer Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
Følgende betingelser skal som udgangspunkt være opfyldt, for at der bliver udbetalt nyværdierstatning:
Man købte bilen som fabriksny og er stadig ejer
Skaden er sket inden for et år fra den første indregistrering
De dækkede reparationsudgifter udgør mindst 50 procent af bilens nyværdi.
Ordlyden kan dog variere, og der kan også indgå en konkret vurdering af, for eksempel hvor længe bilen har været brugt som demobil og antal kørte kilometer med videre.
- Så man bør under alle omstændigheder spørge forsikringsselskabet, før man køber en demobil. Så undgår man overraskelser ved skade, opfordrer Riccardo Krogh Pescatori.