Kursus i skadesopgørelse
Vejen til en mere kontant linje over for forsikringsselskaberne.
- Det er vores opfattelse, at vores medlemmer skal have mulighed for at stå bedre i forhandlinger med forsikringsselskaberne omkring opretning af skader. Det store pres, der udøves på vores værksteder, har, som allerede dokumenteret af FDM i sidste Motor, en væsentlig effekt på den kvalitet, der kan leveres, da betalingen oftest ikke rækker til at levere et perfekt produkt, udtaler Thomas Krebs.
Vist sin værdi
- Mange af vores medlemmer har i det forløbne år ringet ind på vores kontor for at gøre opmærksom på de metoder, der anvendes af taksatorerne. Ikke mindst derfor ønsker vi at styrke vores medlemmer i at forhandle korrekt, for at få mulighed for at levere den gode håndværksmæssige kvalitet, som SKAD medlemmer er kendt for, tilføjer han.
Thomas Krebs oplyser, at John Milton, der har stor erfaring på området, har leveret et værdifuldt kursus, der allerede har vist sin værdi. Et medlem har for eksempel meldt tilbage, at taksatorerne undrede sig over den mere kontante linje, de har mødt hos medlemmet, hvilket viser, at uddannelse er vejen til at skabe et sundt og professionelt forhold mellem parterne.