Træf i AutoGalleriet Herning lørdag med MX-5
Det markeres på et træf i AutoGalleriet Herning lørdag 25. juni, hvor den tosædede folkeforlystelse på hjul er månedens tema. Træffet er det tredje af slagsen og bærer titlen "MX-5 - på vej mod millionen". Forklaringen er, at den populære sportsvogn nu har passeret en verdensproduktion på 900.000 styk, og dermed er godt på vej mod millionen.
AutoGalleriets Træfudvalg, der står bag serien af sommerens Super-Træf, vurderer, at en ny klassiker i form af MX-5 dermed har meldt sig blandt verdenskendte sportsvognsmærker. Det er baggrunden for, at den lille, vævre japanske bil er tema i juni, og at danske MX-5 ejere er specielt inviteret til lørdagens træf.
Traditionen tro vil mange andre bil-entusiaster og interesserede dukke op, og der venter dem en ganske særlig oplevelse. Nogle af Danmarks hurtigste og heftigste Mazda-sportsvogne bliver udstillet på galleriet, blandt dem en hidsig dansk baneracer i de danske farver, og en sort skønhed optimeret med synsgodkendt kompressor fra danske Rotrex. Den første af de to specialmodeller har hjemme på Sjælland, og den anden er fra midtjyske Brande.
Et par hundrede heste
- Du finder ikke noget sjovere til prisen end MX-5. Sådan lyder det i en omtale af den MX-5, man kan købe hos forhandlere eller et af de få specialfirmaer herhjemme. Men den sorte landevejsracer, som entusiasten Jeppe Rimmen fra Brande har rigget til, er bygget ud fra konceptet "MX-5 som Mazda burde have bygget den". Det vil sige med en effekt, der yder bilens fantastiske køreegenskaber retfærdighed. Som første bil af slagsen er den synet og godkendt med en næsten 200 hestes kompressormotor under den buede motorhjelm. Det sender den lille letvægter et godt stykke op over de 200 km/t.
Den heftige bil kan holde til mosten, for selv om den udvendig er diskret, er den under huden optimeret fra A-Z.
Dannebrogsfarvet racer
20 år efter den første MX-5 blev præsenteret, er de danske farver med til at hylde denne kult-bil. Med roadster-form, komfort og et miks af klassisk og moderne stil har en ganske særlig udgave slået sine folder på motorbaner rundt om i Europa.
Som hyldest til den levende legende samlede Mazda et felt af MX-5 racere til dyst mellem entusiaster fra en stribe lande. Hver af de heftige biler er ens opbygget efter særlige regler, og bemandes af hold fra mere end en snes forskellige lande. Journalister med racing-erfaring, læsere og tv-fans eller forhandlere stillede op til "Mazda Open Race" Det skete først på den norditalienske Adria-bane, og i slutningen af februar i år på en tilfrossen sø i Sverige, hvor racer-MX-5'ere satte deres pigge i is under et fire timers race.
Håndbygget coupe
Den heftigeMX-5 racer med Dannebrogsudsmykning udstilles af Mazda Motor Danmark. Foruden de to herlige specialbiler er en stribe andre på vej til Super-Træffet i Herning. Blandt dem ventes en sjælden MX-5 Coupe, som er håndbygget i kun 200 eksemplarer. Den er efterspurgt blandt samlere, og er nu klar til at indtage de danske veje.
Mere på www.autogalleriet.dk