Lakspecialister på kursus hos Mercedes-Benz
Som et led i samarbejdsaftalen mellem den danske importør af Mercedes-Benz og pierre.dk Autolakering A/S har autolak-kæden netop haft en gruppe lakspecialister på skolebænken.
Aftalen har betydet, at pierre.dk netop har haft en større gruppe lakspecialister på et intensivt karrosseri- og lakkursus ved den tyske bilfabrikants træningscenter i Malmø.
- Samtlige bilimportører har naturligvis retningslinjer for, hvordan deres biler skal lakeres. Helt eksakt handler det om, at der kan være forskel på, hvordan bilerne er lakeret, og derfor er det helt essentielt, at eksempelvis en Mercedes også bliver repareret nøjagtigt efter Daimler AGs forskrifter, procedurer og materialekrav, fortæller Carsten Andreassen.
Han er ansat som kædekoordinator i pierre.dks callcenter i Kolding, og har selv en baggrund som autolakerer.
- Kurset forløb over to dage, hvor vi blev indført i en hel del teori. Det var særdeles konstruktivt at være med til, for Mercedes-Benz er trods alt toppen af kransekagen. Der bliver stillet store krav til materialerne, både fra pierre.dks og fra Mercedes-Benz side. Men det er jo lige så vigtigt, at den lakspecialist, som forestår lak-reparationen, er helt fortrolig med, hvordan processen udføres i forhold til de nyeste retningslinjer, påpeger Carsten Andreassen, som roser importøren for et konstruktivt kursusforløb.
En attraktiv medspiller
Hovedårsagen til, at det blev pierre.dk, der blev valgt som Mercedes-Benz samarbejdspartner, er ifølge Mercedes-Benz Danmark, at pierre.dk med sin 48 timers leveringsgaranti og en effektiv ordrehåndtering havde vist sig som en meget attraktiv medspiller.
- Det er altid en fornøjelse at forhandle med en virksomhed af Mercedes karat, og dette lak-kursus er blot endnu et eksempel på en bilimportør, der topprioriterer og med rette stiller høje krav til sine produkter og service. Under disse forhold er der mange ligheder mellem Mercedes-Benz og pierre.dk, mener Pierre Legarth, adm. direktør hos pierre.dk.