Special Saloon Car lever i det skjulte
Ole Holm har en søn, som deltager i klassen, og han oplyser, at det er glade amatører med mange små selvstændige mekanikere og bilforhandlere, som deltager. "Kunne der ikke "droppe" lidt af på SSC?", skriver han. Det vil Motor-magasinet hellere end gerne. Vi har derfor videresendt Ole Holms anmodning til arrangørerne af baneløbene, ved pr-chef Morten Alstrup og løbsleder Peter Elgaard. Her er svaret følgende: "Det er ikke os, som er hyret til at varetage disse opgaver for SSC".
Det er altså andre, der skal sørge for resultaterne, men det virker ikke. Vi skrev tidligere her i fagbladet om SSC-klassen, men det er svært uden at få resultaterne. SSC-klassen bør oppe sig. For det er synd, at klassen, med de mange spændende tunede biltyper, som deltagerne ofrer penge og energi på, lever i det skjulte.
I år har blandt andet Jørgen Hansen, Fjenneslev, skiftet sin Renault Megane Trophy fra sidste år ud med en ny barsk Porsche 911. Den forhenværende bilforhandler i Slagelse, der er tidligere rallymester, er efterhånden blevet 67 år, men racet vil han ikke undvære.