Kontant afregning for at misse bilsyn
Bilister, der udebliver fra det obligatoriske bilsyn, risikerer fremover at blive idømt en bøde på 2000 kroner samt krav om at aflevere nummerpladerne til Skat. Det vil højne trafiksikkerheden, vurderer Applus Bilsyn.
- Der er tale om en klækkelig bøde. Fremover vil flere nok tage henvendelsen fra Trafikstyrelsen, om at få sendt sin bil til syn, alvorligt. Samtidig kan det sandsynligvis motivere flere til at booke en aftale hos bilsynet. Det er hurtigt og nemt at booke en synstid, og bilejerne skal ikke have nogen dokumentation med til bilsynet. Det er nok at medbringe bilen, siger Per V. Rasmussen, adm. direktør hos Applus Bilsyn, der hvert år syner omkring en halv millioner biler.
Den nye lov ventes at træde i kraft på et endnu ikke kendt tidspunkt i efteråret, oplyser Trafikstyrelsen.
Færre farlige biler på vejene
Stramningerne vil betyde, at biler, der kan have problemer med at bestå et bilsyn og derfor ikke fremstilles til bilsyn, bliver holdt væk fra vejene. I Holland har tilsvarende nye regler medført, at kun to procent, mod tidligere ni procent, af de indkaldte biler udeblev fra syn. Reglerne ventes dermed at ville øge trafiksikkerheden, vurderer Applus Bilsyn.
- Skærpelsen med den ny lov vil øge sikkerheden i trafikken, fordi kun meget få biler vil køre usynede rundt. Ved at stramme op på reglerne vil markant flere af de bilejere, der ikke møder op til deres bilsyn, få et incitament til at holde deres aftale. Heldigvis møder langt, langt de fleste bilejere op til deres bilsyn. Men vi oplever dog stadig, at en del udebliver. Ofte fordi de frygter, at bilen ikke vil blive godkendt. Andre har så travlt, at bilsynet kolliderer med deres arbejde, siger Per V. Rasmussen.