23948sdkhjf

Mekanikere og autoteknologer får ny uddannelsesbygning

En ny state-of-the-art uddannelsesbygning på Aarhus Tech skal med lys, luft og et inspirerende studiemiljø sætte standard for fremtidens undervisning af mekanikere og autoteknologer.
Torsdag den 12. maj er der rejsegilde i den nye bygning på Hasselager Allé 2 i Viby, hvor 200 elever rykker ind til august.

Med 3782 kvadratmeter nye undervisningsfaciliteter til Center for autoteknologi på Aarhus Tech får de mere end 200 elever og studerende, som går på mekaniker- og autoteknologuddannelsen, alle muligheder for at gennemføre en spændende uddannelse.

Med nybygningen bliver der skabt et konkret bud på, hvordan fremtidens undervisning af mekanikere og autoteknologer kan foregå. Der opføres et æstetisk, funktionelt og socialt byggeri, der skal være med til at sikre, at Aarhus Tech fortsat er et højt prioriteret, godt og attraktivt studievalg.

Brugerne af de nye uddannelsesfaciliteter bliver dels eleverne, som går på den fireårige mekaniker-uddannelse, dels de studerende som går på den toårige videregående erhvervsakademiuddannelse til autoteknolog.

- Med de store, lyse lokaler får vi et undervisningsmiljø, hvor det bliver dejligt at være for både elever, studerende og lærere, og så kommer det simpelthen til at stråle af faglighed og seriøsitet. Vi får nu samlet uddannelserne til mekaniker og autoteknolog i helt nye, moderne lokaler, og det vil give en positiv synergi mellem de to uddannelser, som er på forskellige niveauer. De har hver deres styrkeområder, som de nu kan dele, og det bliver uden tvivl til glæde både for eleverne, de studerende og hele branchen, siger Søren Rousing Glob, som er uddannelseschef for Center for autoteknologi på Aarhus Tech.

Nyt udstyr

Han glæder sig også over, at centret bliver toptunet med nyt udstyr, hvor de vigtigste elementer er et testcenter samt en motorprøvebænk, hvor man kan ændre på forskellige parametre, og se hvilken effekt det har på motoren. Nyheder som Søren Rousing Glob vurderer både vil give et markant fagligt løft og profilere Aarhus Tech over for branchen, fordi den type udstyr kun findes på få virksomheder og erhvervsskoler.

Center for autoteknologi indrettes i eksisterende haller med nye tilbyggede teorilokaler og fleksible områder. Tilbygningerne er tegnet med stor hensyntagen til den eksisterende arkitektur. Den nye facade vender ud mod Skanderborgvej.

Fra de fire værkstedshaller i stueetagen er der direkte adgang til teorilokaler, de nye fleksible områder, studieområder og arbejdstorvet. En trappe fører fra stueetagen op til flere teorilokaler, studieområder, lærerfaciliteter samt en stor opholdsaltan på 1. sal.

Aarhus Tech holder rejsegilde ved det nye Center for autoteknologi torsdag den 12. maj kl. 13.30, Hasselager Allé 2, Viby J.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094