Importører blåstempler bilsælgeruddannelse
Direktør for De Danske Bilimportører, Bent Mikkelsen, roser det nye bilsælger-uddannelsesforløb, som udbydes af D.A.F. og Business College Syd, Mommark.
- Vi er virkelig positive over for D.A.F.'s og Business College Syds nye uddannelsesprojekt. For at fremtidssikre branchen er det absolut nødvendigt med tiltag, der kan hjælpe et kompetenceløft på vej, lyder det fra Bent Mikkelsen, der især hæfter sig ved én ting i uddannelsesforløbet:
- Jeg tror, at D.A.F. og Business College Syd har ramt plet, hvad angår kombinationen af skoleophold og rigtigt arbejde ude i virksomhederne. Det virker som om, at der er gået nøje overvejelser forud for at skabe det rigtige mix af både praktisk og teoretisk indhold. De tanker er gode.
Uddannelsesforløbet, der varer 12 måneder og består af en række korte skoleophold, henvender sig til alle med en bilsælger i maven. Ansøgerne kan have forskellige baggrunde nogle vil helt oplagt allerede være juniorsælgere ude hos bilforhandlerne, andre vil komme fra værkstederne med et gemt sælgerpotentiale eller fra fremmede brancher. Netop det brede rekrutteringsgrundlag bider Bent Mikkelsen også mærke i:
- Vi ved jo godt, at der er rigtig mange unge, der interesserer sig for biler i Danmark. Og det er vi meget glade for. Men det stiller også nogle krav til os som branche om at have attraktive uddannelsestilbud på hylderne. Dagens unge vil frem i verdenen. For at sikre, at de kommer det gennem autobranchen, er tiltag som dette sælger-uddannelsesforløb helt centrale. Det handler om at give de unge valgmuligheder, udtaler han.
Ifølge Bent Mikkelsen skal bilsælger-uddannelsesforløbet dog suppleres med yderligere uddannelsestilbud. Han henviser især til manglen på lederuddannelser i branchen. Dagens ledere ude virksomhederne er i høj grad selvlærte, men den går ikke med den næste generation, mener han.
- Jeg håber, at vi i de kommende år vil se dette sælger-projekt blive fulgt op af uddannelsestilbud på højere niveau. Branchen har desværre et problem med at sikre, at der også er dygtige folk til at lede næste generation af bilforretninger, siger DBI-direktøren.
Salgschef-uddannelse
I D.A.F. glæder adm. direktør Jens Brendstrup sig over Bent Mikkelsen udmelding, og kalder anerkendelsen "meget vigtig". Samtidig pointerer han, at D.A.F. er opmærksom på De Danske Bilimportørers efterlysning af flere uddannelsestilbud. Han siger:
- Jeg vil gerne kvittere for Bent Mikkelsens rosende ord. Heldigvis er vi fuldt ud opmærksomme på, at der også skal lederuddannelser til i fremtiden. Faktisk er D.A.F.'s brancheudvalg, der består af en række dygtige engagerede medlemmer allerede så småt gået i gang med at udvikle en salgschef-uddannelse. Den vil fungere som en overbygning for bilsælger-uddannelsesforløbet og vil sandsynligvis blive udbudt første gang til næste år.
Mere om bilsælger-uddannelsesforløbet på http://udd.daf.dk