23948sdkhjf

Bilhistorier fra Bornholms Automobilmuseum

Det privatejede Bornholms Automobilmuseum er med sine mange sjældenheder og kuriositeter, der alle har sin egen historie, en Aladdins Hule for bilnørder.
Bornholms Automobilmuseum har åbnet dørene til sin 22. sæson. Og i år venter indehaverne af det privatejede museum, Birgit og Ole Hermansen, at gæst nummer 200.000 går gennem "tælleapparatet" for at opleve de enestående samlinger.

Samlingerne tæller ikke alene 60 historiske biler, og en snes motorcykler, scootere, knallerter og nu også traktorer. Der er også andre historiske rariteter, som eksempelvis Bornholms første monstrum af et tv-apparat fra 1954, radioer, lokale vejskilte og legetøj. Alt er sirligt ordnet i kronologisk orden, så man kan følge den historiske udvikling. Men ikke nok med det: hvis Ole Hermansen har tid til at gå med rundt i udstillingen, fortæller han historier på stribe om hver enkelt genstand, og ikke mindst om de mange sjældne biler.

Det er biler, som han selv har fundet og hentet til Bornholm gennem årene. Og hvad, der især må glæde en branchekyndig, er, at alle biler er i stand til at køre. Enkelte af dem bliver også luftet en gang i mellem. Blandt andet når den meget engagerede bornholmske sports- og veteranbilklub holder sit årlige rally for veteranbiler på Bornholm den første weekend i juli. Lang tid i forvejen er det fuldtegnet.

Den første museumsbil

- 80 procent af bilerne har været i en sørgelig forfatning. Nogle af dem har faktisk kun været halve biler, når jeg har hentet dem forskellige steder i Danmark og udlandet, forklarer Ole Hermansen.

Han har derfor selv "banket mange plader", og selv om han egentlig ikke er uddannet autoopretter, har han fået mange anerkendende ord for sit arbejde af fagfolk. Han er uddannet i en tid, hvor stort set alt blev repareret og ikke udskiftet som nu.

Den første museumsbil fandt og købte Ole Hermansen i 1974. Altså længe før han åbnede sit museum, og før han gik med planer om, at den skulle blive hans første bil i den enestående samling. Det er en firecylindret Ford A, årgang 1930. Dens vægt er 1100 kg og topfarten 90 km/t. Bilen står stadig med den originale nummerplade, J 1563, og den tidligere ejer var også bornholmer.

Som grundstammen i samlingen har den bil naturligvis en særlig betydning for Ole Hermansen.

Så flot som ny

Men med tiden er der mange flere biler, som har fået en særlig betydning. En af dem er en sekscylindret BMW Cabriolet fra 1938.

Den blev oprindelig importeret fra fabrikken af en forhandler i Aalborg, og Ole Hermansen har også de originale dokumenter fra handelen dengang, hvor underskriften på det tyske salgsdokument slutter med Heil Hitler.

Til denne flotte bil har Ole Hermansen blandt andet fået syet nye hvide læderbetræk til sæderne, og i det hele taget står bilen lige så flot og køreklar som i 1938.

Verdens smukkeste

Jaguar E er blevet kaldt verdens smukkeste bil, og den kan også ses i samlingen. Den får også gerne en bemærkning med på vejen af Ole Hermansen:

- Ferraris direktør skulle på et tidspunkt have kommenteret bilen og sagt, at bilen helt igennem var perfekt. Den havde kun én fejl. Der skulle have stået Ferrari på den.

Gennem en god vens kontakt i England har Ole Hermansen købt flere biler. Blandt dem en noget mishandlet Roll’s Royce Sports Saloon årgang 1938, som efter en omfattende renovering på værkstedet i Aakirkeby nu fremstår lige så flot, som da den kørte ud fra fabrikken. Gennem samme kontakt erhvervede Ole Hermansen en Belsize årgang 1911.

Øst-biler

Det er umuligt at fortælle om alle biler, men det skal også nævnes, at Bornholms Automobilmuseum i år har fokus på biler fra de tidligere østeuropæiske kommunistlande.

Nogle af dem har vi kendt i Danmark, men der er også bilmærker, hvis eksistens man formentlig kun har kendt til, hvis man har besøgt de pågældende lande. For eksempel diplomatbilen Tatra fra det daværende Czekoslovakiet. Det er en ottecylindret bil, med hækmotor, som gav bilen en tophastighed på 170 km/t.

Lada-forhandler

Museet slog dørene op første gang grundlovsdag, 5. juni 1989, så 25-års jubilæet er inden for rækkevidde. Det er indrettet i Ole Hermansens tidligere autoværksted og autoforhandling, som hed Sønderborg Auto efter ejendommen lidt sydøst for Aakirkeby.

Der er bygget udstillingslokaler til af flere omgange i takt med, at museet voksede.

Ole Hermansen nåede at fejre 25 år jubilæum for værkstedet i 1991 og opnåede at blive Bornholms største Lada-forhandler.

- Vi solgte 498 Lada’er på Bornholm i årene fra 1978 til 1991, og flere af dem kører endnu. Det var en solid bil med en utroligt slidstærk motor. I alle de år, vi havde Lada, har vi aldrig skilt en motor ad, konstaterer Ole Hermansen. I værkstedets gode år havde han ansat to svende og to lærlinge.

Ingen tilskud

Selv om Ole Hermansen efterhånden er 73 år og godt kan mærke, at kræfterne ikke er, hvad de har været, arbejder han stadig året rundt med at vedligeholde sine samlinger og finde nye ting.

Det er et stort arbejde, og han lægger ikke skjul på, at det ikke ville være muligt, hvis ikke han havde haft så god hjælp af sin fantastiske kone, Birgit.

Ole Hermansen har naturligvis gjort sig sine tanker om museets fremtid, men intet er helt afklaret endnu, siger han. Museet drives uden nogen form for offentlige tilskud, men det har fået flere anerkendelser. Blandt andet det daværende Aakirkeby Kommunes Kulturpris i 1999 og Nordea-kulturprisen.

Normalt har museet omkring 10.000 gæster i en sæson, men er som med andre museer meget følsomt over for vejret. Det går bedst, når det er overskyet og regn. Også på Solskinsøen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078