Mange bække små
Moderne biler skal afklædes før rustbehandling. Clipsene ryger i reglen ud og erstattes af nye, men sådan behøver det ikke at være, og netop derfor er der mange penge at spare.
Hver eneste af disse mange plader sidder typisk fast med clips, og det drejer sig om mange, siger Karsten Nielsen, som driver de tre Dinitrol-centre i Grindsted, Herning og Silkeborg, som hvert år i alt behandler godt 5000 biler.
Mange af disse clips er de såkaldte Opel-clips, hvor en stift skubbet ind i clipsen sørger for, at den sidder fast. De kaldes Opel-clips, men de anvendes ikke kun på GM-biler, men bruges af mange andre bilfabrikanter.
Skal clipsen afmonteres, er der kun én vej for stiften, og det er indad, og dermed er clipsen ubrugelig, da stiften ender inde i hulrummet.
Bjarne Vogt har i en årrække rustbehandlet biler, og han slog til, da han fik mulighed for at overtage firmet K.E. Form, som netop fremstiller den stift, som skal bankes ind, for at få clipsen ud.
- Hver dag smides der i tusindvis af disse clips ud, og bare for at rustbeskytte en moderne bil skal der afmonteres et antal beskyttelsesplader, der totalt holdes på plads af måske op til 50 clips. Er der tale om Opel clips, ligger indkøbsprisen på omkring tre kroner per clips, og i dette tilfælde med 50 clips skal der indkøbes nye for 150 kroner til hver bil, siger Bjarne Vogt.
- Forestiller man sig, at et rustbeskyttelsescenter bare rustbehandler 50 biler med disse clips, ender man med en ekstraudgift til clips på 7500 kroner på årsbasis. De mange clips fejler i realiteten intet, for det er kun stiften, der mangler, og det er netop disse stifter, jeg fremstiller.
- Prisen for én stift er 40 øre, og man behøver vist ikke at hive den store lommeregner frem, når en ny clips koster tre kroner, for at se besparelsen, konkluderer Bjarne Vogt.
Stifterne sparer penge
Hos Dinitrol Anti-rust Herning bankes der hvert år massevis af stifter ind i paneler og hulrum, men til forskel fra mange andre steder genbruges clipsene. Indehaver Karsten Nielsen er ikke i tvivl om, at det er en god forretning at genbruge clipsene.
- Normalt er udgiften til clips ikke noget, vi skænker mange tanker i det daglige, men sætter man sig ned og regner lidt på det, bliver man overrasket over, hvor meget der egentlig er at spare. I de tre centre vi driver, behandler vi omkring 5000 biler årligt, og da jeg fandt ud af man kunne købe stifterne, så jeg her en mulighed for at spare penge, og som den vestjyde jeg er, så er det, der er sparet, tjent, forklarer han.
- Vi køber hvert år mellem 4500 og 5000 stifter, og i runde tal giver det os en årlig besparelse på 12.500 kroner i forhold til at købe nye. Her i Herning afdelingen har vi anvendt dem i 10 år og omkring fem år i de to andre afdelinger, da de er kommet til senere.
Lavet i Randers
- Vi får stifterne lavet i Randers, og de fås i mange forskellige størrelser, farver og diametre fra Ø 2,5 til og med Ø 7 mm i spring på en halv millimeter, dog lige med undtagelse af 5,5 mm, siger Bjarne Vogt.
- De leveres enten i en sortimentsæske eller i poser indeholdende 200 styk. Men jeg vil lige understrege, at det jo ikke kun er rustbeskyttelsesbranchen, der kan drage nytte af stifterne, for de kan jo også anvendes af både mekanikere og pladesmede. Udover stifterne fører vi blandt andet også dobbeltklæbende tape til lister og andet, og det fås i flere bredder.