Det var ansigterne der betød noget
Både John Findstrøm og Anne Gandrup, der nu stopper hos CAD, fortæller om det positive ved at have mødt de mange medlemmer.
Begge fremhæver få dage før det officielt stopper, at den personlige og menneskelige kontakt med medlemmerne har været med til at forgylde årene i organisationen.
John Findstrøm, 63 år, har været 32 år hos CAD som henholdsvis konsulent, bogholder og så konsulent igen.
Han var ansat i vinbranchen, før han i 1972 kom til CAD og hurtigt blev tilknyttet IT-afdelingen.
- Det var dengang, hvor en computer fyldte hele bagagerummet, kostede 110.000 kroner og ikke virkede, når man kom frem, fordi den havde været udsat for frostvejr, som han siger.
Som kontorchef overtog har i 1986 it-ansvaret for CAD og CAD-indkøb.
John Findstrøm taler ikke om, at han har holdt jobbet ud i de 32 år, men siger, at det er de mange medlemmer, der har båret jobbet oppe.
- Det har været repræsentantskabsmøder, formandsmøder, konferencer, faglige aftener, der har været det primære og som har givet mange venner.
På ønskesedlen står nu en cykelhjelm. Cyklen findes, men den skal altså først støves af. Derudover ligger hverdagen åben, når døren lukker bag ham 30. maj.
Ikke nogen flakke
Bogholderi er normalt en tilbagetrukken post, men Anne Gandrup har været med til et væld af møder sammen med medlemmerne og har et dejligt forhold til dem.
- Og det uanset om jeg ringer for at rykke dem for penge eller det modsatte, siger hun.
Hendes 43 år på arbejdsmarkedet har været fordelt mellem et firma, der solgte kontormaskiner og CAD.
- Jeg har været 20 år i et firma, der ikke eksisterer mere. Det var dengang en kontormaskine var et stort mekanisk monstrum. Nu er det blevet til 23 år, de fleste sammen med Benny Kirkegaard.
- Dels er jeg nok tryghedsnarkoman og så også af en årgang, hvor man ikke sådan render af pladsen.
Hun har ført bøgerne for såvel CAD, som CAD-Indkøb, Din Bilpartner, og CAD's Arbejdsgiverforening.
Hun har boet i Taastrup i alle sine 63 år, men senere på året flytter hun og hendes mand til Odsherred til deres store sommerhus.
- Vores børnebørn bor i området, og det er ikke utænkeligt, at vi engagerer os i foreningslivet deroppe hvis det er noget med ud i naturen.
Odsherred kan glæde sig. Anne Gandrup har været i bestyrelsen i mange foreninger omkring Taastrup og altid på posten som er så svær at få besat kassererposten.
- Jeg har sat stor pris på, at jeg har fået lov at være så selvstændig, som tilfældet har været.