23948sdkhjf

Stadig stigende efterspørgsel på biler

Bilsalget stiger fortsat. 13.059 nye personbiler fik nummerplader på i april, en stigning på ni procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Selv om væksten var mere afdæmpet end i de foregående måneder, var april en god måned for bilsalget. 13.059 nye biler blev solgt i april og med et samlet salg på 53.808 nye personbiler siden 1. januar kandiderer 2011 til at blive blandt de bedste år for personbilssalget, hvis udviklingen fortsætter året ud.

- Personbilsmarkedet udvikler sig fortsat særdeles positivt. Der er en markant efterspørgsel efter nye biler i markedet, og det afspejler sig tydeligt i tallene fra april. Væksten er lidt mindre end i marts, men vi har hele tiden forventet, at markedet ville stabilisere sig, hvilket nu synes at være ved at ske. Samtidig lå hele påsken i modsætning til sidste år i april, hvilket også har været med til at dæmpe vækstraterne en smule i netop denne måned, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Større bilmodeller på vej op

Han ser på trods af den lidt lavere vækst i april fortsat en positiv udvikling i resten af 2011, ikke mindst fordi fremgangen nu også er kommet til de lidt større bilmodeller.

- 2010 var kraftigt domineret af de helt små biler, men vi ser i april en fortsættelse af tendensen fra de seneste måneder, hvor bilerne i mellemklasserne fylder stadigt mere af det samlede salg. Det er med til at understrege den brede efterspørgsel på tværs af de forskellige grupper af bilkøbere og kombineret med brændstofprisernes fortsat høje niveau, så tyder det på, at markedet fortsat vil udvikle sig positivt i resten af 2011, siger Bent Mikkelsen.

Varebilsmarkedet fortsat op

Salget af varebiler steg med 36 procent sammenlignet med april 2010 og i alt 1612 nye varebiler kom på gaden i april.

- Varebilerne fortsætter den stabile udvikling tilbage mod et normalt niveau. Efter at markedet nærmest kollapsede i 2009 oplever vi nu, at de små og mellemstore virksomheder investerer igen, og det er den udvikling, som vi ser afspejlet i tallene fra april, selvom der fortsat er et stykke op til et normalt marked, siger Bent Mikkelsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079