23948sdkhjf

Julen varer lige til påske

Hos LAKexperten Aars er de glade for deres kunder – og kunderne er glade for det lokale autolakereri.
- Et godt forhold, og det at kunne sætte ansigt på stemmerne i telefonen, er helt sikkert med til at gøre dagligdagen nemmere, fortæller Niels Peter Madsen fra Ford i Aars.

Sammen med sine kolleger fra Ford og konkurrenter fra andre autohuse var han torsdag den 28. april mødt op til uddeling af årets julegave fra LAKexperten Aars. I alt 70 mennesker fyldte denne aften værkstedet på Vestvej i Aars.

Hos LAKexperten Aars giver de – som så mange andre - deres kunder en julegave. Men så stopper ligheden med de fleste også.

- Vi vil gerne give vores kunder og deres medarbejdere noget anderledes – noget som ikke bare forsvinder i mængden, fortæller Morten Jensen, den ene af de to indehavere af LAKexperten Aars – Vesthimmerlands Autolakering. Han forsætter:

- I december er vi rundt og sige god jul til kunderne og med os har vi en invitation til et arrangement for hele autohuset. Arrangementet afholder vi så i løbet af foråret og på den måde spreder vi glæde flere gange: først når vi giver gaven og derefter igen når vi mødes.

Motorsport, vandski og vinsmagning

Årets arrangement var præget af passionen for motorsport: Casper Elgaard fortalte om livet som professionel racerkører. Tidligere år har blandt andet budt på sejltur og vandski og vinsmagning. Personalet hos LAKexperten og deres kunder ser hvert år frem til arrangementet.

- Jeg kunne egentligt ikke, men det er altid så hyggeligt, og fik alligevel presset det ind i kalenderen, fortæller Niels Peter Madsen fra Ford. Hos LAKexperten er smilene også brede:

- Vi glæder os hvert år til at give kunderne, deres medarbejdere og vores egen medarbejdere nogle hyggelige timer i hinandens selskab, siger Morten Jensen.

Team, materiel og investering

Alle spidsede ører, da Casper Elgaard levende fortalte om sin karriere som professionel racerkører og om, hvordan de rette investeringer kan give resultater, om hvordan ting tager tid, og at man skal kende hinanden godt for at få det optimale ud af et team:

- Uden et godt team og godt materiel er man ingenting som kører, siger han.

Hos LAKexperten Aars er man også afhængige af et godt team for at få hverdagen til at fungere – et internt team og et eksternt team i samarbejde med kunden.

- Distancen mellem os bliver mindre, og jeg er helt sikker på, at det er en god investering for alle at mødes på denne måde. Vi lever af og med hinanden i hverdagen og jo bedre vi kender hinanden i teamet, jo bedre kan vi klare udfordringerne i en til tider presset hverdag, mener Morten Jensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078