Søgning på Mobile.de klar via Bilinfo
Let adgang for bilforhandlere til 1,1 millioner importbiler til et hungrende dansk forårsmarked.
- Vi har siden starten på vores Mobile-tiltag hørt fra flere af de nu 370 tilmeldte bilforhandlere til vores nye Eksport/Import Assistent-løsning, at de meget gerne også vil kunne søge blandt de mange gode brugte tyske biler. Det får de nu mulighed for til salg på det danske marked, der higer efter især mindre og nyere biler netop nu, siger udviklingschef hos Bilbasen/Bilinfo Jens Christian Jensen.
Knap til engros-biler
I Bilinfo kan bilforhandlerne vælge en knap, der fører dem direkte til Mobiles biler med billeder og kontaktoplysninger ud fra de normale bilsøgekriterier. Vælger bilforhandleren engros-knappen, føres han direkte til den store pulje på 100.000 engros-biler. Her har Bilbasen/Bilinfo angivet, om den oplyste moms er refunderbar, idet bilerne figurerer med tysk moms.
Pjece på vej
- EU-reglerne er ensartede for im- og eksport, og vi står naturligvis til rådighed med hjælp, ligesom bilforhandlerne kan kontakte deres revisor eller Skat i tvivlsspørgsmål, siger Jens Christian Jensen.
Bilbasen/Bilinfo forventer at udgive en pjece om regler for import og eksport af biler kort efter påske.
De 370 tilmeldte danske bilforhandlere til det nye Mobile-setup annoncerer i snit fire biler, nogle op til 20 om måneden, i Tyskland. Bilbasen/Bilinfo foretager en systematisk opfølgning på bilforhandlernes resultater af solgte, og nu også købte, biler senere på foråret.