Vigtigt signal fra regeringen om elbiler
- Vi er godt tilfredse med, at regeringen sender et klart signal til danskerne om, at elbiler er vejen frem. Puljen på 25 millioner kroner ladestandere trækker i den rigtige retning. Men puljen må ikke blive en sovepude. Vi efterlyser en konkret handlings- og tidsplan for udmøntningen af puljen, og vi vil meget gerne bistå regeringen i dette arbejde, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.
Hun siger, at elbilbranchen mere end nogensinde er rustet til at komme i gang. I år kommer 2000 fabriksproducerede elbiler til Danmark. Det haster derfor med at få defineret rammevilkårene for opsætning af ladestandere samt at sikre en hensigtsmæssig regulering, mener Dansk Elbil Alliance.
- Det er nu en gang bilerne og den samlede transportsektor, der er problembarnet i energiforbruget. Bilerne er stort set 100 procent afhængige af fossile energikilder. Vi kan ikke fjerne bilernes afhængighed af fossile energikilder eller klimaudfordringen uden en klar handlingsplan på området, siger Lærke Flader.
Skal være gennemtænkt
- Udrulningen af en offentlig tilgængelig ladeinfrastruktur er en helt central del af at få elbilmarkedet skubbet i gang. Vi skal have erfaringer med behovet for opladning af elbiler i det private, på arbejdspladser og i det offentlige. Det er vigtigt, at udrulningen fra begyndelsen er gennemtænkt og baseret på intelligent el-infrastruktur.
Branchen arbejder allerede nu på, at udrulningen af ladestandere skal ske effektivt, at det skal være let og ukompliceret at lade sin elbil op, og at elbilen skal kunne lades fra en vilkårlig ladestander overalt i landet.