23948sdkhjf

Kia Ceed Årets Brugtbil 2011

En praktisk kvalitetsbil med en fremragende dieselmotor og en afgørende god garanti på syv år bragte Cee’d foran også Audi A6 blandt finalefeltets ti brugtbiler.
De europæiske og japanske bilmodeller blev slået i kampen om at være tidens bedste brugtbilkøb, idet sydkoreanske Kia Cee’d årgang 2007 løb med sejren som Årets Brugtbil 2011. I finalerunden slog den europæisk udviklede og byggede Cee’d prestigemodellen Audi A6 årgang 2005 og den umiddelbare favorit Skoda Octavia årgang 2005.

De syv til fire år gamle bilmodeller i feltet på 10 finalister blev vurderet af brugtbileksperter fra 16 forskellige medier samt synskæden Applus, forhandlerforeningen DBFU og forbrugerorganisationen FDM. Især Kias stærke garantiprogram var en væsentlig faktor til kåringen.

Blåstempling af Kia

- Fire år gammel, men stadig med tre år eller 70.000 km tilbage af garantien er afgørende for mit valg af Kia Cee’d som Årets Brugtbil 2011. Hvis man sikrer sig, at alle serviceeftersyn er overholdt, og at bilen har fået supplerende rustbeskyttelse, får man utroligt meget for 145.000-170.000 kroner. Kia Cee’d er sikker, byder på masser af plads, kvalitetsfornemmelsen er god, dieselmotoren fremragende og køreegenskaberne neutrale, konstaterer motorjournalist Morten Kjeldsen fra Berlingske Media.

Hos Kia Import Danmark A/S mener administrerende direktør Mogens Lyngsø, at titlen som Årets Brugtbil 2011 er en blåstempling af Kia som brugt bil.

Vi er glade for, at vores meget succesfulde familiebil opnår denne hæder, trods hård konkurrence fra de mest anerkendte europæiske mærker, siger Mogens Lyngsø.

Masser af brugtbilsdata

Kåringen blev initieret af nethandelssitet Bilbasen for seks år siden, og herfra fortæller tovholder Jan Lang, at det er et umådeligt stort arbejde med en masse data fra alle involverede, der indgår – til forskel fra kåringen af årets nybil hvert år.

- Selv biler som eksempelvis VW Passat, der umiddelbart kan forekomme oplagte, bliver fravalgt, hvis vi på data kan se, at en årgang er for ringe skruet sammen. Pointafgivningen foregår anonymt på mail med hver jurymedlems begrundede toptre. Pointene offentliggøres for at skabe mest mulig gennemsigtighed, hvilket især har været et kriterium for FDMs medvirken, fortæller Jan Lang.

Originaldele og tider

I bedømmelsen af driftsomkostninger og totaløkonomi for bilmodellerne sammenholdes data for servicepriser, reservedele og afskrivning, samt erfaringerne fra FDM og Applus ud fra fem indeks-normer. Disse normer er fastlagt på baggrund af data fra landets mest solgte bilmodeller ud fra brug af originaldele på autoriserede værksteder for at have et fast holdepunkt. Alt i alt tager beregningerne en uge, fortæller Jan Lang.

To Ford-vindere på seks år

Det er sjette gang, at Årets Brugtbil bliver kåret. Første gang var i 2006, hvor Skoda Fabia årgang 2001 var en overraskende vinder.

Vinderne af Årets Brugtbil gennem tiderne har været:

2011: Kia cee’d, årgang 2007

2010: Opel Astra, årgang 2005

2009: Ford Focus, årgang 2005

2008: Ford Mondeo, årgang 2004

2007: Mazda 6, årgang 2003

2006: Skoda Fabia, årgang 2001
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063