23948sdkhjf

Samarbejde med kinesisk elselskab

Better Place har netop indgået en strategisk samarbejdsaftale med China Southern Grid, Kinas næststørste elforsyningsselskab, om at udbrede batteriskifteteknologi til elbiler på det kinesiske marked.
Samarbejdsaftalen blev underskrevet onsdag under et besøg af kinesiske repræsentanter i Better Place’s besøgscenter i Tel Aviv og vil blive formaliseret og uddybet over de kommende måneder. Det er dog allerede besluttet, at en del af aftalen indebærer en fælles opførelse af en batteriskiftestation og et besøgs- og uddannelsescenter meget lig Better Place Center, der blev indviet i Hellerup nord for København i marts.

I Kina vil besøgscenteret i høj grad været rettet mod myndighederne, men også mod forbrugerne som et led i at etablere det nødvendige vidensniveau, der skal hjælpe udviklingen på vej – både hvad angår viden om elbiler, tekniske standarder, etablering af infrastruktur og ny lovgivning på området. Både batteriskiftestation og besøgscenteret vil stå færdigt i Guangzhou, Kinas 3. største by, inden årets udgang.

At batteriskifteteknologien er ved at få en central plads på det kinesiske marked er ikke nogen tilfældighed. For når Kina satser på batteriskifte, så skyldes det i høj grad, at det kinesiske distributionsnet vil have svært ved at håndtere elbilerne i stor stil, hvis ikke opladningen sker under kontrollerede forhold. Samtidig kan nye og meget strømkrævende teknologier, som for eksempel lynopladning, medføre en alt for stor belastning på det kinesiske elnet. Med batteriskifteteknologien er det muligt at oplade batterierne i en egnet infrastruktur, der samtidig sikrer bilisterne ubegrænset rækkevidde, oplyser en pressemeddelelse.

- Samarbejdsaftalen understreger, at batteriskifteteknologien er den hurtigste og mest logiske overgang fra fossile brændstoffer til mere bæredygtig transport. Danmark bliver et af de første lande i verden, som får en fuldt udbygget infrastruktur til elbiler, og vi har potentialet til at blive foregangsland i Europa. Den aftale, som Better Place nu har indgået på det kinesiske marked, understøtter den mulighed, mener Johnny Hansen, CEO, Better Place Danmark. Samtidig understreger han, at der ikke er tid til at hvile på laurbærrene:

- At Kina nu satser stort på batteriskifteteknologien vidner om en branche med et næsten ufatteligt vækstpotentiale. Vi er naturligvis glade for, at Better Place er med til at vise vejen, nu også i Asien, men det er også et hint om, at vi skal lægge os i selen for at bevare vores forspring her i Danmark, lyder det fra Johnny Hansen.

Kina er på rekordtid blevet verdens største producent og forbruger af biler, og overgangen fra benzin og diesel til elektricitet er derfor en tvingende nødvendighed. Derfor er elbilerne blevet en vigtig del af Kinas seneste 5-års plan. Det er målet, at der i Kina skal være mindst 500.000 elbiler på vejene inden 2015, hvoraf en stor del formentlig vil blive en del af større flåder, herunder biler i den offentlige sektor, taxaer og lignende.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078