Ny tvivl om regler for bilannoncering
Autohuset Skjoldgaard i Fredericia vandt i Vestre Landsret en principiel sag om bilens alder.
I Vestre Landsret skulle man derfor afgøre, om den pågældende forhandler havde tilsidesat sin oplysningspligt ved at oplyse datoen for den første indregistrering og ikke produktionsåret. Mellem netop de to datoer blev der på Hondas fabrikker foretaget visse ændringer på CR-Vs motor, som blandt andet øgede den med 20 hestekræfter, skriver AutoUpdate.
Nu fik forhandleren rettens ord for, at der ikke er sket nogen tilsidesættelse, hvilket ikke bare har at gøre med, at Autohuset Skjoldgaard A/S ikke er mærkeforhandler af netop Honda. Retten fandt heller ikke noget belæg for nogen anden dom ud fra en bekendtgørelse om skiltning og annoncering for motorkøretøjer.
Købet fandt sted i 2006, men efterfølgende har direktør Brian Bøllingtoft overtaget virksomheden der også tæller en afdeling i Middelfart fra den daværende ejer, Bjarne Skjoldgaard, hvorfor den nuværende ejer ikke har været involveret direkte i sagen. Til AutoUpdate understreger Brian Bøllingtoft dog, at den pågældende kunde var fuldt klar over, hvad han dengang betalte for.
Med Vestre Landsrets afgørelse er der nu skabt tvivl om reglerne for annoncering, eftersom en afgørelse i en lignende sag i Østre Landsret for nylig gik i den stik modsatte retning.