Reparationsstramning koster lakerer job
Autolakerer Ib Møller Pedersen i Brande forventer, at de nye skrotningsregler vil koste ham 10-15 procent arbejde og bebuder afskedigelse af en medarbejder.
Det er autolakerere også, og Ib Møller Pedersen fra Midtglans - Lakexperten - på Industrivej i Brande frygter, at de nye regler kan betyde, at han kommer til at afskedige en medarbejder.
Indtil nytår måtte det højst koste 75 procent af bilens værdi at reparere den - ellers blev bilen skrottet. Den grænse er nu ændret til 65 procent. Det betyder, at flere biler bliver skrottet i stedet for at blive repareret.
- De nye regler vil give os 10-15 procent mindre at lave. Vi arbejder hele tiden på at få fat i nye kunder - både inden for Lakexperten og individuelt. På sigt vil det give os noget, men det tager et par år at stabilisere, og jeg er bange for, at jeg kommer til at skære lidt ned, siger Ib Møller Pedersen til Vejle Amts Folkeblad.
Vinterperioden er som regel den mest stille periode på året, og når der så har været meget vinter som i år og sidste år, så bliver det hårdere.
- Aktivitetsniveauet er lavere om vinteren. Der sker for lidt i perioden med is og frost.
Først når vejene er helt tørre, så kommer de med alle de skader, der er sket i løbet af vinteren. Men det er jo ikke sådan, at der slet ikke er noget at lave. Men er vi nede på 70 til 80 procent, så er vi langt nede. Vi kan godt overleve om vinteren, men det er om sommeren, at vi tjener vores penge, fortæller Ib Møller Pedersen.
Med 26 års erfaring som selvstændig i Brande har Ib Møller Pedersen affundet sig med, at sådan er det i den branche.
Hos Midtglans har Ib Møller Pedersen ti bilhuse og autooprettere som kunder i Herning, Give, Nr. Snede, Ejstrupholm. Kun ti procent af omsætningen kommer fra Brande.
Hos Midtglas er der kapacitet til, at fire biler kan blive sprøjtet ad gangen, og der er mulighed for at klare 24-25 biler om dagen.
- I øjeblikket sprøjter vi 10-12 biler om dagen, oplyser Ib Møller Pedersen til avisen.