Bioethanol er farlig for de gamle
Den moderne biobenzin er langt mere hygroskopisk, end benzinen var før i tiden, og har dermed langt lettere ved at optage vand. Vand skaber rust i tanke og give korrosion i karburatorerne. Tætninger, pakninger og visse typer O-ringe kan også tage skade, og i nogle tilfælde blive helt opløst. Startproblemer opstår på grund af fordampning af visse tilsætningsstoffer efter lang tids stilstand, og endelig kan den moderne biobenzin løsne visse typer af den tankbalsamering, som mange benzintanke har fået for at blive helt tætte.
Olieselskabet BP advarer på en hjemmeside direkte imod at anvende den moderne 10 procent ethanol 91 oktan benzin, som virker ødelæggende, på grund af det øgede indhold af ilt.
Derfor skal ethanolholdig benzin anvendes så frisk som mulig. Når det gælder totaktere, så lyder rådet, at man selv skal blande. Det understreges også, at man skal undgå at spilde, da lakken kan tage skade og svulme op.
Ifølge VeteranPostens chefredaktør Steen Jørgensen har veteranbil-indehavere set flere af de nævnte problemer.