23948sdkhjf

Efterlyser politisk fokus på forsikringspres

Autoopretternes organisation SKAD efterlyser politisk aktion efter FDM-artikel om, at forsikringsselskaber vil have udført uforsvarlige skadesreparationer for at spare penge.
I sit maj-nummer af medlemsbladet Motor påpeger bilistorganisationen FDM, at nogle forsikringsselskaber forsøger at presse landets værksteder til at udføre fagligt ukorrekte reparationer, der dermed kan blive farlige for bilisterne, for at spare penge. Denne virkelighed kan specialisterne i branchen, autoopretternes organisation SKAD, nikke genkendende til.

Herfra siger direktør Thomas Krebs, at SKAD allerede har taget skridt til at undersøge disse forhold nøjere.

- Vi efterlyser politisk fokus. Jeg kan ikke forestille mig, at man fra myndighedernes eller politikernes side kan acceptere de forhold, der påpeges af FDM. Man kan også undre sig over, at Konkurrencestyrelsen anser forsikringsselskaberne som kunder, der kan bestemme, hvor og hvordan de indkøber, og dermed sætter forbrugerens vilkår på spil, og desuden tager handlemulighederne fra organisationerne i autobranchen, siger Thomas Krebs.

Bange for eksistensen

Han har sin viden på baggrund af mange eksempler fra SKADs medlemsværksteder og andre aktører i branchen, der oftest ikke ønsker at lægge navn til oplevelserne af, at der spares hos nogle forsikringsselskaber på bekostning af forsikringstagernes sikkerhed. Bevisbyrden og dokumentationen er, som beskrevet af FDM, derfor næsten umuligt at løfte.

- Værkstederne er tilbageholdne med at træde offentligt frem med disse sager, for de frygter, at forsikringsselskaberne flytter bilerne til et andet værksted, hvilket kan have fatale følger for værkstedets overlevelse. Dette gælder såvel for mærkeværksteder som for de frie reparatører, fortæller Thomas Krebs.

Sparer udmåling

Som bestyrelsesmedlem i verdens største karrosseriorganisation AIRC er SKAD bekendt med, at samme problemstilling, hvor forsikringsselskaberne presser værkstederne på kvalitet og korrekt opretning, også benyttes i andre lande.

- Hos SKAD sætter vi meget fokus på at skaffe uddannelse til medlemmerne, oftest via vores netværk indenfor AIRC. Bilerne bliver stadig mere komplekse i deres opbygning, og sikkerhedsopbygningen i bilerne er forøget væsentligt, hvilket kræver ny viden og udstyr.

- Flere bilproducenter kræver, at bilen udmåles på en målebænk, hvis skaden er sket med en hastighed over 15 km/t, da flere skjulte absorbationsdele i karrosseriet kan tage skade, uden at man kan se det med øjet. En udmåling før reparation vil kunne påvise de skjulte skader. Men forsikringsselskaberne betaler yderst sjældent for udmåling af en skade, siger Thomas Krebs.

15 typer højstyrkestål

I dag anvender bilproducenterne allerede mere end ni forskellige stål- og kunststoftyper i et karrosseri, for at skabe en sikker passagercelle, og om få år vil dette tal stige til over 15 typer. Ydermere tager mange ståltyper, såsom de varmeformede højstyrkestålstyper skade, når der svejses på dem.

- Dette er ren fysik. Det giver sig selv, at forkert opretning af en skade påvirker denne sikkerhed i negativ retning, siger Thomas Krebs.

Nok til en rullestol

I september sidste år var han på verdens største karrosserikongres i Frankfurt. Her talte han med ingeniører fra engelske Thatcham, der udfører sikkerhedstests på alternative karrosseridele og reparationsmetoder. Thatcham er en verdensanerkendt prøvningsinstitution, der har mange års erfaring på området.

- Svaret fra dem var klart og dokumenteret: Ved en forkert opretning af en sidevange, som på Fiat’en i Motors artikel, øges indtrængningsdybden ved ny påkørsel med hele 35 procent i forhold til fabriksnormen ved en sidepåkørsel. Hvor stor skade, der rammer føreren i den nedre del af kroppen, er kun et spørgsmål om fantasi.

- Vi er i SKAD derfor virkelig glade for, at en forbrugerorganisation som FDM tager sagen op. Der er ingen lovgivning på området, og kun værkstedernes faglige stolthed og indsigt får dem til at afstå fra reparationer, som de ved, er uforsvarlige at udføre, men som de måske er udsat for forsikringspres for at udføre, siger Thomas Krebs.

En bombe

Flere bilimportører angiver overfor FDM, at problematikken med forsikringsselskabernes forsøg på at presse værkstederne er stigende. Også indehaver af virksomheden Body Teknik, der underviser branchens karrosserismede og værkførere i karrosseriteknik, Finn Bergstrøm Larsen, genkender problematikken generelt og siger til Motor, at forsikringsselskabernes magt er stor ved trusler om at flytte skader til andre værksteder ved uenigheder, hvilket er et stigende problem. Selskaberne presser prisen ved at kræve brug af dele, der ikke opfylder krav til sikkerhed og garanti, samt brugte dele, der har været involveret i uheld på et andet køretøj.

Formand for Autobranchen i Dansk Metal, Lasse Bøttcher, der er med til at sammensætte uddannelsen for karrosserismede og mekanikere, kalder problematikken en bombe under bilernes sikkerhed. Han uddyber ved at tilføje, at selv fagfolk ikke umiddelbart kan se, om komplicerede reparationer er udført korrekt, når bilen bagefter er blevet lakeret. Af samme grund findes der heller ingen statistik over fejlreparationer efter skader dækket af forsikringen.

Havarikommissionen har tidligere udtalt til Motor-magasinet, at man ved bilulykker ikke vurderer, om tidligere fejlreparationer kan have effekt på ulykkens omfang.

Naturligt at presse

Fra forsikringsselskabernes brancheforening Forsikring & Pension udtaler underdirektør Hans Reymann-Carlsen, at det er naturligt, at selskaberne prøver at få udført en reparation så billigt som muligt, hvis kvaliteten er den samme, og at værkstederne har det svært efter krisen og helst ikke vil presses på maven. Han understreger, at der naturligvis ikke må slækkes på kravene, så biler repareres forkert og dermed bliver usikre.

Fristet på fagligheden

I Autobranchens Skadesråd sidder også forsikringsbranchen med. Herfra siger formanden Michael Nørregård, direktør hos vognmalerne i FAI, at uenighederne kunne undgås, hvis begge parter respekterer de aftalte rammer for reparationer i det fælles opgørelsessystem Autotaks. Heri fremgår det tydeligt, hvor lang tid og hvor mange materialer og reservedele, der går til de forskellige reparationer.

Men det er hans fornemmelse, at forsikringsselskaberne har en tendens til at blande den fagligt korrekte skadeopgørelse sammen med den pris, de ønsker at betale. Det bevirker, efter FAI-direktørens mening, at nogle kan blive fristet til at gå på kompromis med fagligheden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096