Voldsom brand i autoværksted i Stenløse
Arbejde med et svejseapparat satte et autoværksted i brand. Beboerne blev advaret mod giftig røg.
Branden i autoværkstedet på Støberivej opstod formentlig under svejsearbejde, og den medførte forurening af lokalområdet med giftig røg.
Beboere i vindretningen nord og nordøst for Stenløse blev advaret af myndighederne om at holde sig inden døre.
Klokken 19 var flammerne nedkæmpet og under kontrol, og brandfolkene fra Egedal brandvæsen kunne gå i gang med efterslukning i ruinerne, oplyser Ritzau.