Elbilen er for dyr i brug
Sammenlignet med almindelige, brændstoføkonomiske biler er elbilerne ikke et rentabelt alternativ, viser to undersøgelser i Tyskland og USA.
Det er sikkert ikke en rapport, der giver genlyd i elbil fanatikernes ører, men det har den uvildige rapport til gengæld gjort i Tyskland.
Omkostningerne ved at købe og køre en Peugeot 107 er under halvdelen af en Peugeot iOn, søstermodel til elbilen fra Citroën Type C-Zero, og Mitsubishi i-MIEV, der fremstiller de tre modeller i Japan.
Selv om de daglige omkostninger ved kørsel i en elbil er meget gunstig, er de samlede omkostninger over for eksempel fire år med service, værditab med mere ved 10.000 kilometer årligt noget højere med en elbil, konkluderer ADAC. Konklusionen er, at elbilen i dag er for dyr i det samlede billede. Hvis det skal ændres, må nybilprisen sænkes betydeligt, mener ADAC.
Peugeot iOn har 67 hk at gøre godt med, og Peugeot 107 68 hk. ADAC sammenligningen ses på de to skemaer.
I Danmark er der som bekendt ikke afgift på en elbil, og den helt store dille for tiden er netop elbiler, hvor producenterne lover lang rækkevidde og billigere driftsomkostninger, men den påstand skydes godt og grundigt ned af ADAC ud fra tyske forudsætninger.
Samme resultat i USA
Næsten samtidig med den tyske rapport udkom en lignende konklusion i USA i det store forbrugerblad Consumer Report. Her oplyser direktøren David Champion, at Chevrolet Volt (Opel Ampera i EU, red.) er sjov at køre.
- Jeg ville have elsket at være rigtig positivt, men det er jeg desværre ikke. Når man ser på de samlede omkostning, forsvinder det positive indtryk. Jeg vil anbefale køb af for eksempel Toyota Prius, Ford Fusion eller en af nye modeller med et lavt brændstofforbrug i stedet. De er billigere, også i det lange løb, udtaler David Champion.
Chevrolet Volt er en hybridbil med en benzinmotor, men i USA er den kategoriseret som en elbil, uvist af hvilken grund. David Champion kørte den nye Chevrolet Volt på en testbane i Connecticut under kolde vejrforhold. Det reducerede batterirækkevidden betydeligt end ved kørsel i varmt vejr.