23948sdkhjf

Valgkæmper i Skatteministeriet

Peter Christensen er håndværker og erfaren skattepolitiker. D.A.F. ønsker ham velkommen til fornyet debat om registreringsafgiften.
- Vi skal have mest virkelyst ud til danskerne, for det er dem, der skaber vores velfærd. Får vi ikke privat vækst, er Danmark ilde stedt, og vejen er ikke nye skatter og afgifter. Vejen er at sørge for, at vi er konkurrencedygtige, erklærede Peter Christensen som nyslået skatteminister i tirsdags, da han overtog Skatteministeriet efter Troels Lund Poulsen.

Den 35-årige Peter Christensen er valgt i Åbenrå og er uddannet elektriker. Hans videreuddannelse på ingeniørhøjskolen i Sønderborg blev afbrudt, da han tilkæmpede sig et folketingsmandat i november 2001.

Han har været finans- og skatteordfører og senest politisk ordfører, men har endnu til gode at prøve rollen som oppositionspolitiker, om end han har været indre opposition med liberale meldinger på tværs af partitoppen.

Hård kamp for overlevelse

Peter Christensen vil kæmpe hårdt for at undgå betegnelsen oppositionspolitiker. Hans fremmeste mål er regeringens overlevelse ved det næste folketingsvalg senest 12. november.

- Vi har klare ambitioner om at vinde valget, fordi vi har det konkrete svar på, hvordan man kan sørge for, at dansk økonomi er sund og stærk, så vi kan blive ved med at leve, som vi gør i dag. Uanset hvornår valget kommer, vil danskerne vælge det, de kender og ved virker, siger Peter Christensen.

Ingen vilde skatteløfter

Billeasing og miljøomlægning er emner, som han ikke ville forholde sig til på sin første dag som minister:

- Jeg vil ikke love skattelettelser på alle hylder fra den ene dag til den anden, for det vil jeg ikke kunne levere, siger han.

Forlængelsen af elbilers afgiftsfritagelse med tre år til og med 2015 er stadig en hensigtserklæring. En af forgængerens sidste svar til Folketinget indeholdt et løfte om, at lovforslaget om nulafgiften fremsættes i år. Ret beset kan det være efter folketingsvalget, men nu er det Peter Christensens opgave.

D.A.F. ønsker velkommen

Bilforhandlerne i D.A.F. ønsker Peter Christensen tillykke med posten som ny skatteminister. Peter Christensen har altid været kendt som en politiker, der siger sin ærlige mening og gerne tager de upopulære diskussioner, anfører direktør i D.A.F., Jens Brendstrup, der glæder sig til samarbejdet.

- Jeg har haft et godt samarbejde med Peter Christensen gennem årene, så jeg er selvfølgelig glad for, at der er en dygtig mand i spidsen for et vigtigt ministerium, der ligger os meget på hjerte.

Med valget af Peter Christensen håber D.A.F. på en fornyet debat om registreringsafgiften, som plager hele autobranchen og gør det svært for bilforhandlerne at tjene penge.

- Jeg vil snarest muligt tage kontakt til skatteministeren for at fremføre D.A.F.s mærkesager og branchens skattemæssige udfordringer. Jeg er sikker på, at Peter Christensen og jeg kan fortsætte den frugtbare dialog fra tidligere, siger Jens Brendstrup.

D.A.F. takker samtidig Troels Lund Poulsen for det gode samarbejde. Troels Lund Poulsen fortjener ros for at inddrage branchen i de vigtige diskussioner. D.A.F. ønsker Troels Lund Poulsen al held og lykke med hans nye post som undervisningsminister.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063