23948sdkhjf

Engagement og passion

19 airbrush entusiaster brugte tre dage i selskab men ikonet Mike Lavallee ved årets airbrush workshop hos LAKexperten Kastrup.
Stemningen var uformel og afslappet og dog alligevel noget ganske særligt. Årsagen til det helt specielle touch var Mike Lavallee: For alle deltagerne var han den helt store oplevelse ved workshoppen:

- Han er jo en af de helt store og det er første gang han er i Europa. Det er en stor oplevelse af møde ham og se, hvordan han arbejder, fortalte de samstemmende.

Mike Lavallee syner ikke af meget, som han står der på scenen og gør det, han er bedst til: Arbejder med en airbrush pistol i hånden. Hans cv er langt og tæller opgaver for de allerstørste "over there". Han fortæller:

- Niveauet på workshoppen er fra begynder til medium, men de har modet og lysten at prøve noget nyt og det er vigtigt. Det er lidt ligesom at køre på cykel, det tager lidt tid inden man fanger, hvad det handler om, men lige pludseligt er den der, og man kører af sted uden støttehjul.

Kunst og udvikling

Det handler om kunst. Airbrush er et håndværk og produkterne er kunstværker.

- Her i Europa er kunsten sekundær, når det kommer til biler. Det handler om store fælge og den slags styling af bilerne. Airbrush handler i høj grad om kunst – at sætte sit individuelle præg på tingene og skabe noget, som ikke findes mage til, forklarer Mike Lavallee.

For deltagerne er kunsten og det med at skabe noget unikt også centralt. De er enige om, at noget at det gode ved airbrush er alle mulighederne.

Langt væk hjemmefra

Som ved tidligere års arrangementer er der deltagere fra hele landet. Denne gang har to færinger også fundet vej. De arbejder til dagligt hos Prolack i Thorshavn.

- Vi læste om arrangementet på LAKexpertens hjemmeside og meldte os til med det samme, fortæller Anfinn Danielsen og Samal Peter Danielsen. Anfinn er i øjeblikket i gang med at færdiggøre sin svendeprøve og var derfor i Danmark alligevel, mens Samal bruger en uge af sin ferie på turen til Danmark.

Maler biler til dagligt

Til dagligt handler det om at male biler, men manden bag arrangementet, Kenneth Elkjær-Pedersen, har en særlig interesse for airbrush, og det vil han gerne dele med andre.

- Jeg er passioneret omkring airbrush, og det er dejligt at opleve, hvordan andre deler denne passion. At jeg så oveni kan være med til at give dem en stor oplevelse ved at afholde en workshop som denne, er bare med til at gøre det hele sjovere, siger han.

Ved siden af LAKexperten Kastrup driver Kenneths også psychopaint.dk, hvor hans passion for airbrush får frit løb. Der har flere gange været afholdt workshop på værkstedet og allerede nu har han planer for den næste.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094