23948sdkhjf

Aircon-tester godkendt til markedet

Alligevel anbefaler importør landets værksteder at slå koldt vand i blodet.
At det nye og miljøvenlige kølemiddel R1234yf bliver fremtiden, står ikke til diskussion. I Tyskland har Verband der Deutschen Automobilindustrie (VDA) således haft sammensat en arbejdsgruppe bestående af folk fra Volkswagen, Audi, Porsche, Opel, Ford, BMW og Mercedes-Benz, der har haft til opgave og teste og godkende service og testudstyr til det nye kølemiddel R1234yf i henhold til bilfabrikkernes servicekrav.

Men selv om de store bilproducenter har godkendt den nye aircon-tester til R1234yf, så anbefaler Per Flensted, adm. direktør hos Dometic Waeco, der importerer det nye testudstyr, at holde i bremsen på landets værksteder.

- Vi har længe været parate med den nye netop godkendte fyldestation, som i fremtiden bliver nødvendig. Men faktum er, at fremtiden ikke er endnu. Flere bilfabrikker har udsat introduktionen af nye bilmodeller påfyldt med R1234yf til en gang i 2012, og der er flere forhold, der gør, at den hidtidige fyldestation stadig er den rette løsning, siger Per Flensted og uddyber:

- Biler, som var typegodkendt inden januar 2011, vil indtil 2017 af bilfabrikkerne blive påfyldt med det velkendte R134a. Samtidig er der indtil videre kun en producent af kølemidlet R1234yf, nemlig Dupont/Honeywell, og prisen er derfor endnu meget høj.

Producenter i venteposition

En rundgang på biludstillingen IAA i Frankfurt, som sluttede i går den 25. september, bekræfter da også, at bilfabrikkerne afventer situationen og vælger at starte yderst langsomt op med at påfylde bilerne det nye kølemiddel R1234yf.

Derfor har den danske Dometic-Waeco-direktør også en klar anbefaling til landets værksteder.

- Set fra et værksteds synspunkt er der sund fornuft i at vente med at investere i ny fyldestation, indtil de nye biler reelt er på markedet, og de forskellige forbrugsmaterialer som kølemiddel, olie og sporstof har fundet et naturligt prisleje, siger Per Flensted.

Baggrunden for introduktionen af det nye R1234yf er, at det hidtil anvendte kølemiddel R134a er miljøbelastende. Et EU-regulativ fra 2007 pålægger således bilproducenter at anvende et nyt kølemiddel – med en GWP-værdi på maksimalt 150 – fra 2011. For værkstederne betyder det, at det bliver nødvendigt i en årrække at arbejde med to forskellige aircondition servicestationer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081