23948sdkhjf

Autoprofilen Rene Hersland trafikdræbt

En markant, idérig og vellidt aktør i autobranchen, Rene Hersland, indehaver af grossisten Autobremsen i Rødovre, er gået bort blot 53 år gammel efter en tragisk motorcykelulykke på Slotsherrensvej i Rødovre fredag den 16. september.

Rene Hersland, Skovlunde, var oprindeligt uddannet værktøjsmager, men tog i 1987 over i Autobremsen, som blev grundlagt tilbage i 1958 af Rene Herslands daværende svigerfar, Erik Poulsen.

For præcis tre år siden kunne Autobremsen og Rene Hersland således fejre det dobbelte jubilæum, firmaets og hans egen 50 års fødselsdag, nemlig fredag den 19. september 2008, med en stor fest på firmaadressen på Prøvensvej i Rødovre.

Rene Hersland var også hovedmanden bag bilistbutikkæden BilXperten siden købet i 2000, men for to år siden – i 2009 – solgte han kæden til T. Hansen sammen med Kim Hersland.

Hans store interesse var dragracing, hvor han i mange år havde en topfuelracer med team.

I motorsportskredse gik Rene Hersland under navnet "Herb", og her oplyses det på nettet, at han altid vil blive husket som en stor personlighed med mange jern i ilden, specielt inden for motorsport. Han var aktiv siden sidst i 70’erne, hvor han dukkede op i sin Ford Capri, som senere blev til en Cuda og til en Challenger.

"Og ikke mindst husker vi ham, når han med et stort smil på læberne gassede sin top fueler op", skriver en motorsportskollega.

Turen på motorcykel i det flotte efterårsvejr kostede kort før klokken 17.30 ulykkeligvis Rene Hersland livet, da han kolliderede med en personbil på Slotsherrensvej ved Madumvej i Rødovre. Bilen var ved at foretage et venstresving, da den modsatkørende motorcyklist ramte den på højre side. Det er uvist, hvordan det kunne ske, men tilsyneladende blev han blændet af solen, oplyser vagtchef Leif Bonde ifølge BT.

Bilinspektørerne er nu ved at undersøge ulykken, men ifølge de foreløbige oplysninger er der ingen tegn på, at motorcyklisten kørte for stærkt. Bilens fører var en 49-årig kvinde, der slap fra ulykken uden alvorlige fysiske skader.

René Hersland efterlader sig sin kone Jane og sin tiårige søn.

Begravelsen finder sted tirsdag den 27. september kl. 10 fra Skovlunde Kirke.

Herpå er der gravøl og åbnet hus i firmaet på Prøvensvej i Rødovre, hvor masser af branchefolk og værksteder allerede har bebudet deres deltagelse, oplyser souschef Thomas Volquardsen. Han tilføjer, at Autobremsen kører videre helt i Rene Herslands ånd.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079