23948sdkhjf

Autohuset Vestergaard gjorde næsten rent bord

Hele tre ud af fem priser gik til Autohuset Vestergaard i Kolding, da Renault Danmark forleden kårede de bedste i forhandlernettet.
De går rundt med selvtillid hos Autohuset Vestergaard i Kolding i disse dage. Og de har noget at have det i. Ved Renault Danmarks årlige prisuddeling 14. januar på Hotel Fåborg Fjord løb bilkoncernen med tre ud af fem priser. Erhvervskonsulent Ole Rudolph fik prisen som Danmarks bedste erhvervssælger, erhvervscenteret blev samlet kåret som Danmarks bedste, og som toppen af kransekagen blev Kolding-afdelingen kåret som Årets Renault-forhandler - den mest prestigefyldte pris, da den kræver, at man har et godt salg og tilfredse kunder på værkstedet og i salgsafdelingen.

Direktør Henrik Bang fra Renault Danmark sagde i sin begrundelse for valget:

- Autohuset Vestergaard i Kolding er i særklasse, når vi taler om salg. Faktisk er det herfra, at hver femte varebil og hver 10. personbil, som Renault sælger, ruller ud af forretningen. Og det er en helt enestående bedrift. Samtidig er der sket en markant vækst i kundetilfredsheden på værkstedet, hvilket skyldes en vedvarende indsats for at minimere fejl og misforståelser. Derfor er det helt naturligt, at det er Autohuset Vestergaard i Kolding, der er blevet Årets Renault-forhandler 2010.

En meget tilfreds filialchef, Jesper Wang, kunne tilføje, at man, efter også at være blevet Årets Erhvervscenter sidste år, gav hinanden håndsalg på, at det kunne gøres endnu bedre 2010.

- De tre priser, vi netop har modtaget, viser, at vi har nået den milepæl, vi satte os. Jeg er utrolig stolt over at have Danmarks bedste erhvervssælger i et erhvervscenter, der håndterer både små og store kunder så eminent. Og jeg er stolt over det intense arbejde, der er gjort på værkstedet for at forbedre kundetilfredsheden. Eksempelvis har vi halveret andelen af om-igen-arbejde, og kundetilfredsheden er steget omkring 50 procent, sagde filialchef Jesper Wang.

Bedste værksted i Skive

Samtidig var der ingen tvivl, da Dahl Pedersen i Skive slog alle de øvrige som Årets Renault værksted 2010 i kraft af ingen utilfredse kunder.

- Kundetilfredsheden ligger markant over Renaults høje målsætning. Denne bemærkelsesværdige bedrift kommer ved konstant at have fokus på kunderne. Og det har man i særklasse hos Dahl Pedersen i Skive, sagde Henrik Bang.

Direktør Jørgen Dahl Pedersen udtrykte glæde over anerkendelsen og konstaterede, at forhandleren bruger en del ressourcer på at uddanne sine medarbejdere.

- Titlen er udtryk for vore medarbejderes holdninger og engagement lige så meget som faglig dygtighed, og vi har et stærkt hold af medarbejdere med værkfører Poul Kornum i spidsen, sagde Dahl Pedersen.

Årets Højdespringer

På Kickoff-mødet blev Mehlsen Automobiler i Nr. Broby på Midtfyn kåret som Årets Højdespringer blandt alle landets Renault-Forhandlere.

Mehlsen Automobiler har været Citroën forhandler siden 1983 men skiftede i 2010 til Renault og solgte sidste år lige så mange biler som dobbelt så store bilhuse.

- Mehlsen er beviset for, at man godt kan være ny og lille og lave store resultater, sagde Henrik Bang, da han overrakte både diplom og champagne til direktør Arne Mehlsen, som snart udvider med en 300 kvadratmeter ny Renault-afdeling.

Bilia-Kjeld Nordens bedste

I den netop overståede Renault Nordic Technical Challenge- en konkurrence mellem de 120 bedste Renault-mekanikere i Norden - løb Kjeld Larsen fra Bilia Gladsaxe helt fortjent med titlen som den suverænt bedste.

Finalen foregik i Paris mellem otte finalister, heriblandt også Hans Jensen fra Bilia i Roskilde, der dog ikke nåede podiet.

- Det var en både spændende og hård dag med praktiske prøver i diagnose og fejlfinding og siden teori med 90 teoretiske spørgsmål, fortæller en stolt Kjeld Larsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078