Otte procent flere autoskader
Uanset om vinteren sætter ind tidligt eller sent, så kommer den bag på bilisterne. Og resultatet er flere skader, melder F & P. Det bekræfter den seneste opgørelse over antallet af autoskader i 2010.
Antallet af autoskader kulminerede i marts måned med hele 43.735 anmeldte skader - en stigning på 20 procent sammenlignet med marts måned 2009. Den voldsomme stigning kan forklares med, at vi blev ramt af et par snestorme i marts 2010, oplyser F & P.
Tilsvarende ligger antallet af skader i november 2010 også væsentligt højere i forhold til november måned i de foregående år. Det skyldes, at vinteren kom tidligt og holdt landet i et dybfrossent jerngreb helt frem til nytår.
- Det er en tendens, som vi ser gå igen år efter år. Når vinteren for alvor sætter ind med is- og sneglatte veje, så kommer det som en overraskelse for mange bilister, og så stiger antallet af skader også, siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikringsoplysningen.
- På samme måde ser vi også flere skader i juni måned i forhold til de øvrige sommermåneder. Her er årsagen, at mange danskere drager på sommerferie på dette tidspunkt, og trængslen på vejene resulterer i flere trafikuheld, tilføjer han.
Samlet set blev der anmeldt 436.307 autoskader på person- og varebiler i hele 2010. Det er en stigning på otte procent i forhold til 2009.
F & P kan endnu ikke sætte tal på omkostningen af skaderne.