Rattet rundt med motorsporten
ROBERT KUBICA, polsk Formel 1 kører der kom til skade i februar i et rally, er på vej tilbage efter flere operationer. Renault-Lotus chefen Eric Boullier mener, at Kubica er med i næste sæson igen.
THOMAS KREBS BLEV bedste dansker i finalen i KF2, der blev afviklet på tyske Oschersleben i Deutsche Kart Meisterschaft. Christian Sørensen besatte sjettepladsen.
LØRDAG DEN 1. OKTOBER er der DM-finale i Rally Cross på Løvelbanen. Kun i 1,6 liters klassen for næsten standardbiler er mesteren fundet; Kasper Zylauv, Honda Civic. I de andre klasser er der kamp til målstregen i sidste afdeling.
JAN KOPECKY, Skoda Fabia S2000, vandt International Rally Challenge, IRC, i Ungarn. Han sejrede foran belgiske Thierry Neuville, Peugeot 207 S2000, og Freddy Loix, Belgien, Skoda Facia S2000.
AUDI FIK EN TREDOBBELT sejr i DTM-løbet på Oschersleben. Svenske Mattias Ekström vandt foran Martin Tomczyk og Edourdo Mortara. Serien føres af Tomczyk med 58 point foran Bruno Spengler, 49 point, og Ekström med 39 point. Næste løb er i Valencia den 2. oktober før finalen på Hockenheim den 23. oktober.