Lovløse tilstande på autoglasområdet
Hasard-spil er endnu ikke tilladt i Danmark, undtagen i synshallerne, når det drejer sig om autoglas.
I synshallerne er der mange forskellige svar, når man spørger til, hvornår de kasserer og kræver en bil til omsyn, hvis der er defekter i forruden. Omsyn er der aldrig tale om, men det er ofte et fortolkningsspørgsmål, om man vil give en betinget godkendelse.
- Og det er bare ikke godt nok, mener Viggo Hansen.
I Danmark er der mange synshaller, der godkender biler, uanset hvor revnede frontruderne er. Kører man herefter en tur til vores nabolande, så er man straks helt ulovligt kørende med den selvsamme frontrude.
- Det kan blive en dyr sag og en dum måde at holde ferie på.
Det kan gøres
Viggo Hansen har læst på reglerne, som de er stillet op i udlandet, og han giver her et bud på, hvordan, der på en enkel måde, kunne laves regler omkring syn af frontruder:
- Princippet kunne simpelt bygge på en inddeling af frontruden i tre zoner:
Zone A: Lige foran føreren i en given bredde (eksempelvis i viskerfeltet) her må der ikke være nogen synlige stenslag eller revner, da det er det allervigtigste synsfelt.
Zone B: Det øvrige viskerfelt. Her må der være stenslag af en bestemt størrelse - det kunne være 10 millimeter og ingen revner.
Zone C: Det resterende rudefelt. Her kunne det være stenslag af maksimalt 20 millimeter og revner op til maksimalt 100 millimeter.
Så simpelt kunne det gøres. Det er en meget udbredt opfattelse, at revner ikke betyder så meget uanset, at de er at finde i synsfeltet. Det er en stor fejltagelse.
- Man kan jo heller ikke finde på at gå med revnede briller. Og hvad hjælper det, at man har gode bremser og støddæmpere, hvis reaktionsevnen er nedsat på grund af dårligt udsyn gennem frontruden, spørger Viggo Hansen.