23948sdkhjf

Christian Jensen vandt DM rally

Christian Jensen/Freddy Pedersen, Ans og Bjerringbro, vandt næstsidste afdeling i Mekonomen Rallymesterskabet ved Bjerringbro. Expo Partner Arminox Rally 2011 blev en dramatisk og tæt affære.

På den tredjesidste hastighedsprøve gik vinderbilen i stå. Den lille Peugeot 207 S2000 manglede vand i køleren. Det blev klaret med drikkedunkene fra de to personer i bilen, men det kostede 25 sekunder.

- Efter dette er jeg glad for, at vi trods alt kom i mål og vandt. Det var vores første sejr i år, udtalte en lettet Christian Jensen ved mål.

Brian Madsen/Anja Posorski, Slagelse og Tjene i samme type bil, førte fra starten, men de kørte ind i problemer, da de måtte indkassere et større tidstab. De rykkede ned på tredjepladsen efter Ib Kragh/Mie Petersen, Juelsminde og Vejle, også i 207 S2000. De har stadig muligheden for at score guld ved finaleafdelingen Danboring Rally 2011 ved Herning i sidste weekend i oktober.

Havde Brian Madsen/Anja Posorski vundet, var de sikre på at vinde klassen og mesterskabet. Spændingen er dermed intakt til finaleafdelingen ved Herning.

I flere andre klasser er der også åbenhed omkring udfaldet i år. Brødrene Simon og Sune Vallentin Hansen, Gislinge, vandt klassen for 2WD biler og kan blande sig i medaljestriden.

I klassen Tunet National vandt Benny Pedersen/Ditte Kammergaard, Gørding, igen i Peugeot 106 Maxi. Det var holdets fjerde sejr af fem mulige i år. De vandt foran Rasmus Sørensen/Peter Egholm, Ølstykke, VW Golf KitCar, som også er rivaler til guldet. Ved mål blev der nedlagt protest mod Benny Pedersens lille Peugeot, så de overværede ikke præmieoverrækkelsen, da bilen var på værksted. I den mindste klasse, Standard National, vandt Morten og Frits Nielsen, Fårvang, Peugeot 206 CC, igen. De har allerede sikret sig DM 2011.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078