Friske lokale nyheder i Seoul
El-koncepter fra Kia og Hyundai, samt en herlig retro-roadster fra GMs asiatiske afdeling.
Naimos længde, bredde og højde er 3890/2647/1589 millimeter. Akselafstanden er kun 2055 millimeter, men der er relativt god plads på bagsædet, oplyser Kia. Elektriciteten kommer fra en SMSM-motor, Permanent Magnet Synchronus Motor, der yder 109 hk med et maksimalt drejningsmoment på 280 Newtonmeter.
Ved lynopladning kan batterierne oplades på 25 minutter til 80 procent af kapaciteten, og 100 procent opladning klares på 5,5 timer.
Kia viste også el-versioner af modellerne Venga og Pop i Seoul.
Chevy-elkoncept
Hyundai præsenterede en hybrid, Blue 2 koncept, der ligner de andre modeller med det nye familiedesign og elegant front. Men der er intet om tekniske specifikationer endnu.
Det er der derimod med den nye Mi-ray koncept roadster fra Chevrolet, der tager udgangspunkt i tidligere tiders Chevy sportsbiler fra 60erne og 70erne. Hele bilen er bygget op i kulfibre - også kabinen - og teknologien er hybrid med to elmotorer, der hver yder 21 hk med effekt fra lithium-ion batterier, plus en lille 1,5 liters fire-cylindret turbomotor, der trækker på baghjulene. Føreren kan skifte fra træk på forhjulene alene eller på baghjulene.
1,8 millioner GM-koreanere
General Motors købte Daewoo fri af en tung betalingsstandsning i 2002, og har lige siden fremstillet de prisbillige Chevrolet modeller i Sydkorea. Sidste år eksporterede GM 1,8 millioner biler fra den tidligere Daewoo-fabrik. Blandt andet modellerne Chevrolet Spark og Cruze.