23948sdkhjf

Berlingske lukker bilmagasin

Berlingske Media har stoppet udgivelsen af Autobild Bilen, fordi bladsalget svigtede. Samtidig har Bil Ekspressen fået ny ejer.
Berlingske Medias magasinforretning øgede i 2010 underskuddet til over 1,5 millioner kroner. Forretningsgrenen bestod indtil for nylig primært af magasinet Autobild Bilen samt partner publishing aktiviteter. Underskuddet var en forøgelse på 300.000 kroner af underskuddet fra 2009 på 1,2 millioner, fremgår det af årsregnskabet.

I sidste uge blev det besluttet at lukke magasinet, oplyser Nina Rølle, redaktionschef for Berlingske Magasiner.

- Bilen har ikke kunnet leve op til den indtjening, vi havde forventet. Derfor besluttede vi at lukke det, siger Nina Rølle.

Så sent som i maj blev udgivelsesfrekvensen ellers skruet op fra hver anden uge til ugentligt, og samtidig blev sitet relanceret, skriver MediaWatch.

Ny ejer af Bil Ekspressen

JSL Publications A/S har 20. september overtaget magasinet Bil Ekspressen, der blev lanceret sidste år af folk fra hedengangne De Luxe Magazines, og sitet www.bilekspressen.dk fra den hidtidige ejer, Duckshoot Media ApS, skriver udgiveren i en pressemeddelelse.

JSL Publications udvider dermed magasinporteføljen fra fem til seks blandt andet for at styrke annonceproduktet "Mest for Mænd", som er målrettet købestærke mænd, og som ud over Bil Ekspressen omfatter magasinerne BådNyt, Golfmagasinet samt Jagt, Vildt & Våben.

- Vi har gennem længere tid været interesseret i at få et bilmagasin som en del af vores magasinportefølje. Jeg er meget imponeret over den høje redaktionelle kvalitet og det professionelle grafiske udtryk, som i dag er Bil Ekspressens adelsmærke, og jeg er derfor svært tilfreds med dagens aftale. Vi ser et stort salgspotentiale i Bil Ekspressen, både hvad angår annoncesalg og bladsalg, og vi glæder os til at kombinere vores kompetencer inden for salg og markedsføring med de høje redaktionelle standarder, som sættes af Bil Ekspressens erfarne redaktionelle hold, siger bestyrelsesformand for JSL Publications A/S, Jesper Sehested Lund, i meddelelsen.

- Redaktionelt er Autobild Bilen (som netop er lukket, red.) og Bil Ekspressen to meget forskellige udgivelser i forhold til indhold og profil og jeg ser Bil Ekspressen som den nye friske spiller, der kan udfordre de etablerede. Lukningen af Autobild Bilen vil ikke betyde det store for os ud over, at det måske vil give lidt mere luft i markedet generelt, vurderer Jesper Sehested Lund over for Mediawatch.

Bil Ekspressen kommer især til at konkurrere med Benjamin Medias bil-sællert BilMagasinet, der i 1. halvår havde et oplag på 32.700, og som netop nu fejrer 20 års jubilæum.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.718