23948sdkhjf

Med Continental gennem 140 år

Den store dæk- og reservedelsproducent Continental i Hannover fylder i år 140 år, idet firmaet blev grundlagt helt tilbage i 1871. Det skete under navnet "Continental-Caoutchouc- und Gutta-Percha Compagnie".

Jubilæumsdagen er den 8. oktober, og jubilæet fejres rundt omkring på de 193 anlæg, som Continental styrer i dag. Det bliver festligheder både for medarbejdere og kunder.

Continental begyndte som en mindre gummifabrik med en omsætning i 1880’erne på 3,3 millioner mark, hvilket svarer til cirka 21 millioner kroner i dag. I 2010 var omsætningen 212,3 milliarder kroner, med en fremgang på 9,7 procent fra året tidligere. Det bedste resultat nogensinde, og resultatet i årets første kvartal kom ud med små 4,7 milliarder kroner, som var en milliard kroner mere end samme periode sidste år. Det oplyste formanden for bestyrelsen Dr. Elmar Degenhardt, forleden i Hannover ved årsmødet.

Hovedkvarteret var dengang, som i dag, i de samme bygninger i Hannover. Gennem årene har Continental AG været gennem mange spændende perioder. I 1990 var der 51.000 ansatte. I år cirka 155.000, hvoraf cirka to tredjedele arbejder udenfor Tyskland.

Mange opkøb

Indenfor dæk-industrien har Continental overtaget den europæiske division af amerikanske Uniroyal, den amerikanske dækproducent General Tire, portugisiske Mabor og tjekkiske Barum.

I 1998 købte Continental sig ind i bremseindustrien med køb af ITT Industries i USA, med Alfred Teves som hovedprodukt, og i 2001 med selskabet Temic fra Daimler, der blandt andet udvikler og fremstiller ABS og ESC.

Continental købte også Motorolas elektronik-division i 2006, samt Siemens VDO Automotive AG, som blev det største indkøb i selskabets historie.

I dag er Continental også stor indenfor udvikling af hybrid-teknologi og blev den første volumenproducent på kloden af de moderne lithium-ion batterier.

Selskabet har udviklet sig til et af de førende selskaber indenfor leveringer til bilindustrien. Conti leverer et meget stort eftermarkedssalg af blandt andet tekniske udviklinger i datterselskabet Conti Tech, der arbejder med alt indenfor undervogns-teknologi, samt dæk der rangerer meget højt blandt bilproducenterne som OE-leverandør, og ikke mindst til eftermarkedet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.932