Så kom Transport 2011 i gang
Efter fire års pause har Herning Messecenter nu åbnet dørene til messen Transport 2011, som fortsætter til og med lørdag. 2.232 besøgende første dag.
- Det er ikke et spørgsmål om, hvor mange, der kommer; men om hvem der kommer, som det lød fra flere af udstillerne.
Alligevel håbes på flere besøgende torsdag, hvor der er åbent i Herning Messecenter helt til kl. 20.00 - med efterfølgende get-together-aften til kl. 22.00.
Transportminister Hans Chr. Schmidt åbnede messen klokken otte - og efter en times rundvisning på de forskellige stande hastede ministeren til København, hvor han var kaldt til samråd i Folketinget.
Den travle minister nåede blandt andet at hilse på DTLs stand og kigge forbi hos vennerne i ITD, inden han kiggede ind hus Dansk Automobilforhandler Forening, D.A.F., hvor hans partikollega Kristian Pihl Lorentzen (V) signerede sin bog: Hvor der er vilje, er der vej.
Vinterdæk-sagen
D.A.F. benyttede i øvrigt det korte ministerbesøg på standen til at minde om nødvendigheden af en lov om vinterdæk i Danmark.
- Vores nabolande som Norge, Sverige og Tyskland har indført en lovgivning på området. Det burde Danmark også, sagde direktør Jens Bindstrup.
Ministeren kendte udmærket til D.A.F.s ønsker og lovede at tage synspunktet med i betragtning, når sagen løbende drøftes i Folketinget.
Ven af bilen
For Kristian Pihl Lorentzen var det helt naturligt at være til stede på D.A.F.s stand.
- Jeg har en god dialog med automobilforhandlerne. Jeg er stor fan af bilen som transportmiddel. Faktisk er min bog en hyldest til bilen, sagde Kristian Pihl Lorentzen, som med stolthed i stemmen også kunne fortælle, at Ekstra Bladet konsekvent omtaler ham som Kristian Bil Lorentzen.
- Det tager jeg som en kompliment.
Grøn bevidsthed
Venstre-politikeren glædede sig også over, at bilsalget i Danmark ligger højt på trods af at krisen fortsat præger store dele af samfundet.
- Jeg mener, at det høje bilsalg skyldes, at forbrugerne er blevet grønnere i deres tankegang. De nye biler forurener mindre. Desuden er det især de små biler, der er solgt flest af. De kører jo længere på literen end de store biler. Det er en god udvikling, sluttede Kristian Bil Lorentzen.