Mazda angrebet af edderkopper
Små gule edderkoppers spind i brændstofsystemet har fået Mazda til at tillbagekalde omkring 65.000 biler af frygt for brand.
Edderkopperne er af uvisse årsager blevet helt vilde med at spinde spind i en del af brændstofsystemet, og det kan have alvorlige konsekvenser for bilisterne.
Spindelvævet kan ende med at blokere brændstofsystemet, så luft blander sig med benzinen. Og så har bilisten et problem:
Der opstår et stort pres i tanken, som så revner, og bilen kan begynde at lække benzin og bryde i brand.
Mazdas talsmand Jeremy Barnes fortæller, at der indtil videre er registreret 20 tilfælde, hvor det lille lodne dyr har bygget rede i en Mazda6.
I alle tilfælde er der tale om firecylindrede Mazda6'ere, og tilsyneladende foretrækker edderkoppen modeller fra produktionsårene 2009 og 2010.
Han forsikrer dog, at den lille edderkop ikke har været skyld i hverken brande eller personskader.
Den lille edderkop The Yellow Sac Spider lever på det nordamerikanske kontinent, men den har også fætre i Europa, Japan og Sydafrika. Når det bliver efterår, søger den indendørs for at holde varmen.