Bilejerne må selv sikre nummerplader
Skatteministeren indskrænker sig til øget information iblandet lidt skræmmekampagne.
Der er ingen ændringer på vej trods formodning om et stigende antal tyverier af nummerplader, men bilister kan forvente at blive gjort opmærksom på problemet og deres eget ansvar.
- Jeg har bedt Skat om at styrke informationen om, hvilke muligheder bilejerne har for at sikre deres nummerplader og om konsekvenser for en bilejer, hvis nummerpladerne på bilen mistes, skriver Troels Lund Poulsen i et svar til Færdselskommissionens formand, Karsten Nonbo (V).
- Nummerpladeekspeditionerne hos Skat (og tidligere motorkontorerne) har i mange år gratis udleveret bolte og møtrikker, der kan bruges ved montering af nummerplader. Efterspørgslen er dog ikke stor, tilføjer Troels Lund Poulsen.
Indgreb kan være overgreb på bilen
Skatteministeriet og Trafikstyrelsen har diskuteret montering af nummerplader. De konkluderer, at det er problematisk at stille generelle krav til, hvor solidt nummerpladen skal fæstnes til et køretøj. Skærpede krav til montering af en nummerplade vil ofte medføre indgreb i køretøjet, lyder en af indvendingerne.
- Brugen af rammer til montering af nummerplader muliggør, at nummerpladen kan skiftes uden yderligere indgreb i køretøjet end de, der hidrører fra den oprindelige montering af rammen. På den anden side er det utvivlsomt, at det er for let at stjæle nummerplader, der alene er monteret i klikrammer, anfører skatteministeren.
En opgave for markedet
Der føres statistik over udleverede erstatningsplader, men de stjålne nummerplader registreres ikke. Andelen af erstatningsplader er øget fra 0,7 procent i 2006 til 0,9 procent i 2010. Denne både absolutte og relative stigning tyder på, at der stjæles flere nummerplader.
- Vi bør indtil videre se, om ikke markedet løser problemet med stjålne nummerplader. Der må forventes en øget efterspørgsel fra bilejerne efter midler til sikring af nummerpladerne. Denne efterspørgsel må forventes at bringe nye produkter til sikring af nummerplader mod tyveri på markedet, slutter Troels Lund Poulsen.