Med gennem en revolution i Peugeots tjeneste
Miljøchef Jens Andersen har oplevet en revolution og fornyelse hos Peugeot gennem 25 spændende år fra få modeller til et meget bredt program.
Begge var enige om, at fremtiden var bedre kundepleje. Det var dengang SAS-chefen Jan Carlsson var populær.
- Vi fortalte K.W. Bruun, at hvis de ville noget i fremtiden, var det blandt andet bedre kundepleje, som nok ikke var for god dengang. Det endte med, at vi begge blev ansat. Hans Bruun som direktør, og jeg som teknisk ansvarlig. Vi følte begge, at der hos forhandlerne var mange engagerede medarbejdere, som vi skulle bygge videre på, og sådan blev det, fortæller Jens Andersen.
De første 22 år arbejdede han som nævnt med tekniske problemer og var ofte i pressens fokus med de tidligere problemer Peugeot havde for nogle år siden. Han var samtidig chef for eftermarkedssalget i en stor afdeling, men for tre år siden blev han udnævnt til miljøchef. Et nyt job som han virkelig brænder for, og uden de mange medarbejdere under sig.
Fra 1,9 til 10 procent
Peugeot havde en markedsandel dengang på 1,9 procent. I dag er den omkring 10 procent, og de sidste 11 år den største personvognssælger i Danmark.
- Det var ikke afgørende med en stor markedsandel dengang, men bedre volumen og tilfredshed, for uden volumen var det svært for forhandlerne. Der skulle jo også være noget at skrue på.
Den første bilmodel, Jens Andersen var med til at lancere, var Peugeot 309, en lille god familiebil, der sammen med modellen 205 var de første modeller med dobbelt galvanisering. 205-serien var i starten prissat for høj, men det lykkedes for Hans Bruun at få bedre priser frem fra Paris, og pludselig havde organisationen to populære modeller, dengang Jens Andersen startede i selskabet.
Peugeot 205 var en yndet model hos de mange unge sportsglade bilister, og bilerne solgte godt. Kort efter kom 405-serien, der også blev en succes. Blandt andet hos flådeejerne.
Blandt de udvalgsaktiviteter, Jens Andersen har deltaget i med Peugeot, er senest en tur til Lapland med test af fremtidens modeller, men de danske repræsentanter har også været med i rådgivningen af modellernes udstyr med mere.
CO2-udslip allerede i 1994
Et af de mange møder i Paris, som Jens Andersen husker klart, går helt tilbage til 1994, hvor PSA-chefen, dengang Jacques Calvet, fremlagde en plan for fremtiden med klimaændringerne og CO2-udslippet, som han mente blev et afgørende problem for bilindustrien.
- Det forstod jeg nok rigtigt dengang, men det viser, at Peugeot så kendsgerningerne i øjnene på et meget tidligt tidspunkt. Det er netop dette og mange andre spændende opgaver, Andersen i dag tager sig af. Ved udgangen af i år skal syv procent af dieselolien indeholde biodiesel, og det samme med benzin med biomethanol.
- Vi er himmelråbende bagefter her i landet, hvis vi ser på Sverige og Tyskland. PSA accepterer 30 procent. Vi kunne sagtens dække 15 procent her i landet med anden generations biodiesel, sammen med DAKA i Hedensted. Fra 2020 skal der ifølge EU være 10 procent, som allerede er indført i Tyskland fra 1. januar i år.
Fremtiden
De nuværende indsprøjtningsmotorer er mere sarte overfor kvaliteten af brændstoffet. Der er fortsat brug for additiver, mener Jens Andersen, som tilføjer, at fremtidens biler med ny teknologi vil boome de kommende år. Nogle får svært ved at opfylde de krav EU har stillet, som er 130 gram/km i gennemsnit for en bilkoncerns produkter meget snart.
Fiat er førende i dag i Europa med kun 129,6 gram/km. PSA har 132,3 gram/km, mens VW ligger på 140 gram/km. Peugeot kommer i løbet af året med hybridbiler, som trækker gennemsnittet ned, ligesom elbilen kommer med nul udstødningsforurening, men elbiler er kun til bykørsel, bedyrer Jens Andersen.
Bilindustrien forhandler i øjeblikket med EU om 95 gram/km, som gennemsnittet for den enkelte bilkoncerns produkter i 2020. Nogle får meget travlt, mener Andersen, og prognosen på kloden er næsten en fordobling fra 800 millioner i dag til svimlende 1,5 milliarder biler i 2030.
Jens Andersen er udlært mekaniker hos Weinreich i Holbæk. Dengang med Hanomag som speciale. Hans helt store private interesse er klassiske biler, hvor han har fem stående hjemme i Holbæk. Det er Peugeot 204, den første Peugeot med forhjulstræk, 504 cabriolet, MGA 1958, Jaguar E-Type, og en Land Rover Defender.
Reception mandag den 7. marts, klokken 15.00-17.00 i Peugeot hovedkvarteret, Hovedvejen 1, Glostrup