Optimisme hos VW Erhvervsbiler
Efter et godt 2010 ser Volkswagen Erhvervsbiler lyst på 2011. Sidste år endte markedsandelen på 20,7 procent.
Så der er grund til optimisme hos Volkswagen Erhvervsbiler.
- Det er selvfølgelig rart at se, at det nu rykker den rigtige retning. Vi blev jo virkelig mærket af finanskrisen, men vi oplever nu, at der er ved at komme gang i hjulene igen. I bogstaveligste forstand. Den tyske økonomi er også i kraftig vækst igen og det håber vi får en afsmittende effekt her i Danmark, siger direktør, Bent Rosendal.
- Volkswagen Erhvervsbilers opblomstring i 2010 skyldes primært en unik kombination af produktnyheder og generøse service- og reparationsaftaler på de mest efterspurgte produkter. Vi introducerede blandt andet en ny Transporter i 2010, der med ny teknologi, nyt design og nye priser, blev en af segmentets mest attraktive biler. Ligeledes er vi kommet med en overraskende prisbasker: Den nye Caddy blev introduceret i efteråret 2010, og det til priser langt under forgængeren og i en kategori, man ikke tidligere har set Volkswagen i, tilføjer han.
Siden introduktionen i oktober måned sidste år er der solgt 539 Caddy.
En anden væsentlig faktor til Volkswagen Erhvervsbilers stigende markedsandel er den lukrative service- og reperationsaftale, der tilbydes alle nye kunder ved køb af Transporter, Crafter eller Caddy Van.