Vinterdæk bremser bedst på våde veje
En ny undersøgelse viser, at vinterdæk bremser bedst på veje med regn og smeltevand. Det samme gælder selvfølgelig også, når vandet fryser til is.
Bilister med vinterdæk kan tage den med ro, i hvert fald lidt mere end bilister med sommerdæk, for vinterdæk bremser bedre på våd vej.
Det slås fast i en ny hollandsk undersøgelse, som konkluderer, at vinterdæk i gennemsnit klarer sig ni procent bedre end sommerdæk på våde vinterveje.
- Langt hovedparten af bileksperter er enige om, at vinterdæk er sommerdæk overlegne, når det kommer til kørsel om vinteren - det vil sige på våde veje med vintervejr a la slud og smeltevand. Den teknologiske udvikling af vinterdæk har de seneste 10 år flyttet barrieren for vinterdækkenes præstationsevne, og det er vel det, den hollandske undersøgelse slår fast, siger Georg Nielsen, adm. direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.
EU har udfærdiget en ny vurderingsramme for vinterdæk. I stedet for at måle bildæks beskaffenhed på baggrund af et tocifret antal parametre, vil EU fremover fokusere mere på tre overordnede og overbliksskabende vurderingskriterier - rullemodstand, rullestøj og vådgreb. Det er dem, vinterdækkene i den hollandske undersøgelse er målt efter.
Ifølge testresultaterne blev dækkene, der medvirkede i testen, målt i forhold til et referencedæk på indeks 100. Sommerdæk landede på våd vej med et gennemsnitsindeks på 122, mens vinterdæk fik en indeksscore på 133, og altså præsterede 11 procentpoint bedre på våd vej end sommerdæk.
Større forskel på veje med is
Når temperaturerne igen svinger under frysepunktet, vil smeltevand og ny nedbør og slud lægge sig som is og sne på vejene. Det vil demonstrere en endnu større forskel på sommer- og vinterdæks bremseegenskaber.
- Hollands-undersøgelsen understreger, at vinterdæk er en helgardering om vinteren, både på våd vej og vej med sne og is. Når vi får mere sne og is, vil mange biler med sommerdæk enten sidde fast i sneen eller ikke kunne bremse hurtigt. Her vil forskellen på de to dæktyper - helt afhængig af dækmærke og kriterierne i en test naturligvis - ikke længere ligge inden for 11 procentpoint, men måske nærmere 100 procentpoint, siger Georg Nielsen.